Mads Brügger om film med ’Den Korte Radioavis’-duo: »En meget, meget mørk komedie«

Mads Brügger om film med ’Den Korte Radioavis’-duo: »En meget, meget mørk komedie«
Med ’Sankt Bernhard Syndikatet’ springer Mads Brügger ud som fiktionsinstruktør med Frederik Cilius og Rasmus Bruun fra ’Den Korte Radioavis’ som to danske forretningsfolk, der rejser til Kina for at sælge Sankt Bernhardshunde. Her fortæller Brügger for første gang om projektet, der er lavet i al hemmelighed for ikke at vække opsigt hos det kinesiske regime.

EKSKLUSIVT INTERVIEW: Det var Mads Brügger, der som programchef på Radio24syv i sin tid foreslog, at komikertalentet Frederik Cilius skulle spille kvinde i et kommende satireformat på kanalen.

En modvillig Cilius lod sig overtale, og resten er dansk radio- og humorhistorie. Frederik Cilius og Rasmus Bruun har med ’Den Korte Radioavis’ skabt det bedste danske satireprogram i mands minde, og Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm er blevet 24syvs genstridige maskot.

Og nu slår de tre idémænd – Brügger, Cilius og Bruun – så deres skævttænkende hjerner sammen om et nyt og overraskende projekt: Spillefilmen ’Sankt Bernhard Syndikatet’.

Mads Brügger, der ellers har markeret sig som dokumentarmand med de grænsesøgende ’Danes for Bush’, ’Det røde kapel’ og ’Ambassadøren’, debuterer som fiktionsinstruktør med Frederik Cilius og Rasmus Bruun i to af de tre altoverskyggende hovedroller (den tredje vender vi tilbage til) som et par umage forretningsmænd på eventyr i Kina.

»Der findes ingen andre film som den«, siger Mads Brügger i sit første interview om ’Sankt Bernhard Syndikatet’. »I forhold til, hvordan danske komedier er flest, er det en meget speciel film. Det er ikke ’Klovn i Kina’ eller ’Øb og Bøv i Asien’. Den har meget mere til fælles med amerikanske indie-komedier a la Todd Solondz. Og så synes jeg grundlæggende, at det er mærkeligt, at der endnu ikke er lavet nogen danske film, der forholder sig til Kina i dag, taget i betragtning af hvor meget landet fylder i vores verden«.

Et arketypisk makkerpar

Frederik Cilius spiller en opportunistisk businessman, Frederik, der får lokket den dødeligt syge, anæmiske millionærarving Rasmus med om bord på en idé om at sælge Sankt Bernhardshunde i Kina. Den absurde præmis udsprang af en notits, Mads Brügger læste tilbage i 00’erne om, hvordan de schweiziske Sankt Bernhardshundavlere var oprørte over den omsiggribende illegale indsmugling af hundene til Kina.

»Min umiddelbare tanke var, at det måtte være, fordi de spiste de her hunde. Men sådan var det ikke«, siger Mads Brügger.

»Jeg finder senere ud af, at kinesere er helt skudt i Sankt Bernhardshunde. Og så har jeg altid selv syntes, at det er et virkelig fascinerende dyr. En af de første film, jeg så som lille, var ’Cujo’, og så er der den her Carl Barks-historie, hvor Anders And bliver gode venner med en Sankt Bernhardshund, der hele tiden siger: ’Det er strenge tider, gamle dreng’. Hvis hunden er menneskets bedste ven, så er Sankt Bernhardshunden jo menneskets allerbedste ven«.

Mads Brügger er vant til at være foran kameraet i sine film, her ‘Ambassadøren’. Sådan bliver det ikke med ‘Sankt Bernhard Syndikatet’.

Mads Brügger ville gerne se, hvad der kunne ske i mødet mellem Kina og Sankt Bernhardshunden. Det var en spinkel idé, indrømmer han. Men den voksede sig større. Hvad hvis nu det var to danske forretningsfolk, der satte sig for at lave et firma, som skulle sælge hundene i landet?

»Jeg var meget i tvivl, om jeg selv skulle være én af dem. Og om det skulle være dokumentaristisk eller fiktion. Men så begyndte jeg at arbejde meget sammen med Rasmus og Frederik, som jeg forbliver enormt imponerede af, og fik øjnene op for, hvor dygtige de er til at improvisere. De er samtidig ready-made som makkerpar, selv i international sammenhæng. Også en amerikaner, kineser eller afrikaner vil kunne forstå dem, de er nærmest arketypiske. Så det går op for mig: Jamen det er jo dem, vi skal bruge«, siger instruktøren.

Annonce

Søvnløse nætter

Her stoppede udfordringerne dog ikke. At lave film i Kina er nemlig en helt anden sag end herhjemme. Skal filmen godkendes af styret, må den ikke indeholde sex, vold, død, druk, narko og regimekritik. »Mange af de ingredienser, en god film bør indeholde«, smiler Brügger.

Det lille hold bliver hurtigt enige om, at ’Sankt Bernhard Syndikatet’ skal laves under radaren. Mads Brügger rejser på forberedelsestur til Kina, hvor han liner flere af de medvirkende op og finder locations. Han arbejder på historien sammen med manuskriptforfatter Lærke Sanderhoff (’Klumpfisken’). Og i sidste ende rejser Frederik Cilius og Rasmus Bruun med en fotograf og en produktionsassistent til landets mest befolkningstætte by Chongqing (30 millioner indbyggere) for at skyde manuskriptet med improvisation i rigt mål. Under dække af at de er rigtige forretningsmænd, der er i landet med deres firma Sankt Bernhard Syndikatet – et alibi, der gjorde det afgørende, at de anvendte deres rigtige navne i alt, hvad de foretog sig.

Holdet sender hver dag optagelser hjem til Brügger, som giver feedback via mail eller Skype, og det lykkes dem at indspille filmen uden at komme i karambollage med autoriteterne.

»Hvis regimet skulle få en mistanke, ville holdet være meget mere sårbare, hvis jeg var der, og myndighederne begyndte at undersøge, hvad jeg har lavet før«, siger Brügger med henvisning til sin kontroversielle forhistorie, hvor han har lavet film fra Liberia og Nordkorea under ét stort, fedt røgslør.

Det fører os frem til filmens tredje hovedperson: Hunden.

»Alene det at få en Sankt Bernhardshund til Kina og hjem igen involverer logistik, der kan lægge en voksen mand i graven. Jeg har haft søvnløse nætter i forhold til, hvis hunden af en eller anden grund døde derude. Hvis Rasmus og Frederik skulle sidde på morgen-tv og blive spurgt: ’Hvor er hunden?’«.

Noget helt andet end Kirsten Birgit

I filmen medvirker såvel skuespillere som kinesere, der bare er sig selv. Heriblandt en af Chongqings erhvervsspidser: En styrtende rig kagekonge, en slags kinesisk Willy Wonka. Rasmus og Frederik prøver i filmen at få ham til at investere i deres forretning.

»Da jeg var derude, bad jeg om at møde en af byens rigeste mænd og blev introduceret for Mr. Lu, som han hedder. Det viste sig så, at han er en stor hundeven, og at den hund, han elsker allermest, er Sankt Bernhardshunden. Det var et utroligt sammenfald på en sådan helt jungiansk facon«, siger Mads Brügger.

»Han har en hel filosofi bygget op om hunde. Han ser hunden som et politisk symbol. Han er intellektuelt et helt andet sted, i forhold til hvad man ville tænke om en kinesisk kagekonge«.

Mr. Lu får først at vide efter optagelserne, at Rasmus og Frederik er danske radiostjerner, og at klippene vil blive brugt i en fiktionsfilm. Det har han ikke de store indvendinger mod. Hans eneste spørgsmål er: »Hvor mange lyttere har de?«.

Mads Brügger blev positivt overrasket over kineserne. Og filmen er således heller ikke en systemkritisk mobbekampagne med lette puns om det ifølge fordommen hundespisende, bøvsende og humorforladte folkeslag.

Sidste gang, Mads Brügger var filmaktuel, var som mord- og EU-detektiv sammen med sin vante makker Mikael Bertelsen i Jeppe Røndes film ‘The John Dalli Mystery’.

»Faktisk er de fleste af kineserne i filmen enormt venlige og imødekommende og søde. Og jeg ville også gerne lave en film, som kan fungere i Kina. Den bliver formentlig aldrig vist i landet, for der er meget druk og vold og alt muligt andet i filmen. Men jeg håber, at kineserne også vil synes, den er sjov«, siger Brügger, før han med et skælmsk glimt i øjet udpensler filmens overraskende ærinde.

»Budskabet er, at hvis du bor på 19. sal og har en kat, så skal du købe en hund. Det er pointen. Hunden springer nemlig ikke ud af vinduet«.

’Sankt Bernhard Syndikatet’ får dansk premiere til marts, og nu bliver opgaven at forklare for Frederik Cilius og Rasmus Bruuns mange fans, at der ikke er tale om en filmatisering eller videreudvikling af ’Den Korte Radioavis’.

»Hvis man tror, man skal se en film om Kirsten Birgit og Rasmus, så kommer man på andre tanker. For det er det virkelig ikke. Det er noget helt andet. En meget, meget mørk komedie. Og jeg er stolt af, hvor godt Rasmus og Frederik spiller i den«.

Læs også: Anmeldelse af ‘The John Dalli Mysteriet’