DR3 har gjort det umulige: Kanalen er nu uundværlig

DR3 har gjort det umulige: Kanalen er nu uundværlig
DR3's 'Hård udenpå'
Det bedste argument mod debatten om korrespondentheste og mangfoldighedskonsulenter er ungdomskanalen DR3, der har fundet sin helt egen stemme med perlerækken af medrivende og intime dokumentarprogrammer. I denne uge sætter vi spot på public service-kanalens ekstrem-empatiske succesbølge.
DR3 har gjort det umulige: Kanalen er nu uundværlig
Jacob Ludvigsen

Film/tv-redaktør på Soundvenue

KOMMENTAR. Solen skinner på DR3, også selvom de unge danskere, der bader i sommer- og fjernsynsstrålerne, ikke altid har det for lækkert.

Sådan er det på kanalen, der om et par måneder kan fejre fem års fødselsdag, og som allerede i børnehavealderen har profileret sig som den måske skarpeste kanal i det danske medielandskab.

DR3 har tidligere vakt opsigt og debat med programmer som ’Gift ved første blik’, ’Syg i hovedet’ og ’Perkerdansk’. Men det er med en intens række af intime dokumentarprogrammer, at de virkelig har fundet deres kvalitetsmæssige mojo og bevist, at de lige nu er en påtrængende modvægt til hesteflyvninger, millionaflønnede mangfoldighedskonsulenter og kaos i dramakulissen i den overophedede public service-debat.

Allerede i 2015 udstyrede kanalen en række udsatte mennesker med et GoPro-kamera i programserien ’POV’, der demonstrerede, hvordan virkeligheden så ud gennem øjnene på eksempelvis en misbruger, en prostitueret, en hjemløs og en ludoman.

En af ‘Drengene fra kanten’.

Året efter fulgte ’Drengene på kanten’ om en flok unge fyre på Lolland, som ikke gik den slagne uddannelsesvej, og dernæst ’Prinsesser fra blokken’ om stærke såvel som sårbare forstadspiger med botox-læber, solarie-teint og plastikbryster. Den blev så stort et hit, at én af de medvirkende nu har fået en spinoff i ’Siri – en prinsesse giver aldrig op’.

Kropsfikseringen er udbygget med ’I forreste række’ om elever på Den Kongelige Teaters Balletskole, serien om sugardateren Gina Jaquelines bekendelser, ’Hård udenpå’ om fællesskabet blandt steroidepumpede, storforfængelige unge mænd og ’Tykke Ida’ om en overvægtig kvindes kamp for accept og tolerance. Og så er der føjet samfundsmæssigt udsyn til i den nye ’Hemmeligheder fra Nuuk’ om grønlandske unge i et tabubelagt lokalsamfund og ’Rodløs’ om fem unge flygtninge i Danmark.

I sagens natur meget forskellige programmer, men også med tydelige fællesnævnere. Heriblandt altså evigt solskin. De overkommelige 28 minutter per afsnit, den sommerbelagte stemning, de grynede billeder, forkærlighed for slowmotion og den flittige brug af blød electropop på lydsiden skaber en indbydende kontrast til de ofte alvorstunge emner, der er i centrum. Og det er denne lækkerhedsæstetik, som er en stor del af Hemmeligheden fra DR3, en kontant afvejning af, at leverpostejsfarvet observerende socialrealisme næppe fanger den erklærede målgruppe på unge mellem 15 og 39 år.

Annonce

På DR3 må det gerne se godt ud, selvom det gør ondt, og i øvrigt gør det sjældent så ondt, at det ikke føles godt.

Programmerne overdrager kameraet til de medvirkende, enten i bogstavelig eller overført forstand, for her er det de medvirkende selv, der får lov til at fortælle og definere deres historie. På den måde fremstår de aldrig som ofre, men som aktører med en selvstændig vilje og nuancerede refleksioner over deres selvfremstilling. De præsenterer sig selv – og så må som seer dømme, hvis man er i det humør.

Solen skinner i ‘Hemmeligheder fra Nuuk’.

Bivirkningen af den sænkede pegefinger er naturligvis udraderingen af ethvert tiltag til kritiske parader, og indimellem finder man da også hos DR3 en bismag af realitygenrens malkning af ekstreme personager i udvalget af cases og emner (sex! krop! stoffer!), som i førnævnte spinoffen med Prinsesse Siri. Netop derfor er det så velgørende, at ’Rodløs’ og ’Hemmeligheder fra Nuuk’ peger i en ny, mere samfundsbevidst retning for kanalen, som man kan have savnet mellem pomadehår og kunstige negle.

Hele vejen igennem har empatien dog været i førersædet, og kongstanken er smuk: Programmerne giver os et indblik i de tanker og traumer, der gemmer sig bag de ekstreme skæbner, som man er hurtig til at dømme efter et enkelt øjekast på gaden. Hos DR3 glider traumerne måske lidt for let ned, men man bliver altid klogere. Man får øje på det almindelige i det ekstreme.

Balletdansere bag kulissen i ‘I forreste række’

Mange tv- og radiokanaler kæmper med at finde en klar identitet i det hastigt forandrede medielandskab, særligt dem, der retter sig mod unge. Både P3 og TV 2 Zulu har for nylig varslet ændringer i programstrategien, og der er ingen tvivl om, at de kigger mod DR3, der selv kæmper på eksempelvis satirefronten, men i doku-regi både underholder og oplyser uden at vi bliver talt ned til.

DR3 spiller i en vis forstand med på de kommercielle præmisser, for man skal kunne sælge sig selv og sit program, hvis de unge skal gide at se med. Men de sælger ikke ud. De lukker op for sluserne til Zoologisk Have, og når man først er kommet ind, bliver man overrasket over, at det ikke blot handler om at se de tatoverede, plastikopererede giraffer, men mennesker, man ellers aldrig ville have stiftet bekendtskab med. Og måske endda sider af sig selv, man ellers aldrig havde tænkt over.

Det er en opgave, der er noget nær umulig at løfte uden for public service-regi. I hvert fald med DR-kanalens bundniveau og produktivitet. Men med de ekstrem-empatiske dokumentarprogrammer har DR3 gjort sig selv uundværlig, og det skal vi sætte inderligt pris på, for før vi får set os om, kan vi meget vel komme til at undvære den.

Læs også: DR3 blotter kvindens krop – men udstiller kun dit eget forvredne blik

Læs også: Lyt til Soundvenue Filmcast – DR3’s dokuhits og Guldpalmevinderen ‘The Square’

Læs også: Det lærte vi af ‘Gina Jaqueline – en sugardaters fortælling’