KOMMENTAR. Kvinde, er du mere end samfundets blik på din krop? Er du summen af BMI, shellac-negle og snapchat-trutmund, når du præsenterer dig selv for omverdenen, og er det vigtigere, hvad dine former er værd i fremmedes øjne end dine egne?
I DR3’s kvindedrevne dokumentarserier ’De smukke piger’, ’Tykke Ida’, ’I forreste række’, ’Prinsesser fra Blokken’, ’Siri – en prinsesse gi’r aldrig op’ og ’Gina Jaqueline – en sugardaters fortælling’ sættes der fokus på skønhedsidealer og kvindekroppens værdi udi ekstremerne. Fortællingerne er individuelle og de medvirkende vidt forskellige, men fælles for flokken er det komplicerede forhold til kroppen som en modellerbar identitetsmarkør og seksuelt objekt.
Vi møder teenagere med catwalkdrømme og tudeture over bittesmå mavedeller og tungt makeuppede hverdagsdivaer med købelæber og syntetiske vipper (»Jo falskere, jo bedre!«, lyder det fra vestegnen). Der er dem, der allerede gør karriere ud fra deres kroppes formåen og/eller lækkerhed, og hende, der med møje og besvær har favnet sine frodige former.
Særligt de yngre piger – modellerne og balletdanserne – navigerer i professionelle rum, hvor langt ældre autoriteter udstikker brancheidealerne, som de unge underkaster sig og idoliserer uden den form for selvrefleksion foran dokumentaristens kamera, der mere naturligt kendetegner voksne Ida, Gina Jaqueline og vestegnsprinsesserne.
Det kan næsten virke provokerende, når DR3 konsekvent leger fluen på væggen i miljøer, hvis hårde udvælgelsesprocesser og konstante vurderen af pigekroppen potentielt kan få triste omkostninger for de unges ve og vel. Pigernes indædte stræben efter det perfekte flimrer uanfægtet på skærmen, og selvom der er stor forskel på ballet og modeverdenen, er det ikke uvæsentligt at diskutere, hvorvidt de nøgterne fremstillinger af smukke nymfers konkurrencekamp om spotlyset ligefrem kan gå hen og fungere som inspiration for sårbare unge.
Den dobbeltmoralske voyeurisme
Det gør dog ikke indblikkene i pigerne/kvindernes kropsfikserede dagligdag mindre vigtige, ligesom de heller ikke bliver mindre universelt relevante af at udspille sig på klassisk glamouriserede platforme som scener og catwalks – eller i yderkanterne af ligusternormerne.
Man kan synes, at DR3 scorer nemme point ved at sælge kvindekropsfiksering pakket ind som miljøstudier og semipsykologiske selvportrætter – på herresiden får vi den ikke mindre ekstreme ’Hård udenpå’. Men jeg vil mene, at særligt kvindedokumentarerne lykkes som mere og andet end statsfinansieret antropologisk glosuppe.
Dokumentarformen giver anledning til et fascinerende filterløst glimt af de medvirkendes liv, uden moraliserende pegefingre til at guide seerens stillingtagen. Programmerne bliver netop så meget desto mere debatskabende og polariserende, fordi de tvinger os til at konfrontere vores eget, ofte temmelig dobbeltmoralsk voyeuristiske syn på skønhed og kropskomplekser som realityunderholdning. Ligesom de udstiller samfundets tendens til at diktere, hvordan kvinder skal ’forvalte’ deres krop og seksualitet, så ingen føler sig stødt på borgerligheden.
Uagtet at serierne sætter skønhedsfokusset på spidsen, lykkes det uden pis og polemik DR3 at spinde vedrørende tv-tematik over den objektificerede kvindekrop vs. samfund i det kønspolitiske 2017 – hvor der kropsaktivistisk bevågenhed og body postive-hashtags til trods stadig er behov for bredere forståelse for både tordenlår og tynde stænger. Ingen har fået en sundere kropsindstilling af at blive råbt af i gadebilledet.
Dokumentarerne skildrer på hver deres personlige vis og med alternative indgangsvinkler, hvordan piger og kvinder fra de tidlige teenageår og langt ind i voksenalderen måles og vejes af omverdenen i en sådan grad, at man dårligt kan klandre seriernes hovedpersoner for at ville generobre kropskontrollen på mere eller mindre grænsesøgende facon.
Nej til skam
Prinsesserne dyrker ublu et over the top plastikfantastisk-look, mens Ida holder på sin ret til at smyge formerne i korte, stramme nederdele (er det virkelig så kontroversielt?). Sidstnævnte er færdig med at bære på den kropsskam, der prægede barndommen. Gina Jaqueline gør også oprør, når hun uden et gran af moralske tømmermænd kapitaliserer på sin smækre figur som lokkemad for gavmilde sugardaddys. Uden at modpolerne krydser spor eller er øvrigt beslægtede hersker der i programmerne konsensus om, at et kvindeliv med kødelig skam ikke er et frit liv.
Måden, DR3-kvinderne i ’Gina Jaqueline’, ’Siri – en prinsesse gi’r aldrig op’, ’Tykke Ida’ og ’Prinsesser fra Blokken’ griber i egen barm er ikke uniformt forbilledlig, og der er naturligvis et sensationsleflende element i udvælgelsen af både iøjefaldende kvindetyper og eksotiske professioner.
Men det formulariske reality-skind bedrager, idet dokumentarister og medvirkende fordomsfrit hudfletter de problematiske kropsdogmer, fordomme og seksualiserende idealer, der ligger til grund for, at piger og kvinder fra alle sociale lag og størrelser – og som sådan også en lang række mænd – opildnes til at bruge deres kroppe som identitetsskabende brand til at komme frem i verden.
Det er dén samfundskultur, hvor liderlig SoMe-anerkendelse omfavner bedagede skønhedsforskrifter, vi bør pege fingre af, når tv’et slukkes. Ikke de medvirkende kvinder.
Læs også: DR3 har gjort det umulige – kanalen er nu uundværlig
Læs også: Det lærte vi af ‘Gina Jaqueline – en sugardaters fortælling’
Læs også: Anmeldelse af ‘Tykke Ida’ på DR3
Læs også: Den kreative klasse går skævt af ‘Prinsesser på Blokken’