KOMMENTAR Den kreative klasse elsker ’Prinsesser fra blokken’ og kalder DR3-serien et »værdigt portræt, der i modsætning til for eksempel ’De unge mødre’ tager fat om den portrætterede subkultur med et respektfuldt blik i øjenhøjde med hovedpersonerne«.
Som det – citeret frit fra hukommelsen – lød i den diskussion, jeg havde med en flok venner en rødvinstung aften på Spaghetteria.
Jeg elsker også ’Prinsesser fra blokken’. Sluger afsnittene råt og er fascineret af kvinderne, der tager deres mødre med til Distortion (og fortæller dem, hvem de har bollet med), har stedfædre, der sidder i fængsel, og sprøjter solkur direkte ind i blodårerne.
Præcis som mine medfans tilhører også jeg – selvom jeg egentlig ikke er særligt klog – en slags intellektuel overklasse, I ved, jeg er en del af kulturparnasset med godt job, (størstedelen af, bevares) en lang videregående uddannelse og et retskaffent akademikerophav. Men ikke desto mindre synes jeg, det er problematisk at omtale Prinsesserne som en »subkultur«. For der er altså ikke noget, der bliver hverken subkultur eller minoritetsportræt, bare fordi et veluddannet fåtal ikke lige genkender sig selv i skildringen.
Som om det er de færreste unge danske kvinder, der drømmer om stripperlæber, solsund teint, dakkefester på heden og mænd med cabrioleter.
I (vi) er nødt til at se ud over jeres (vores) egne kulturradikale snuder. Der er et kæmpestort Danmark derude, der ikke tilhører jer (os). Og selvom det (forhåbentligt) er de færreste, der har personlig erfaring med fængslede eller alkoholiserede fædre, ækle pædofilisager og ulovlig solkurs-import, så er der altså masser af damer, der gerne ifører sig fake lashes, nails og fur til hverdag. Masser af kvinder, der sparer op til nye bryster. De tager bare på Amager Strand og ikke i Enghaveparken til Sankt Hans. Men der er lige så mange af dem som af jer (os). Nok endda flere.
Jeg har gået i en helt almindelig kommunal folkeskole, hvis nærmeste nabo var et etagebyggeri på grænsen til ghettolisten. Jeg er selv delvist opvokset i almennyttigt byggeri, og så har jeg hund og dermed daglige hundeluftningssamtaler med et spraglet udvalg af fremmede danskere. Min kæreste og hendes omgangskreds er mestendels håndværksuddannede.
Og hvis jeg ser ud over den relativt snævre kreds af mennesker, jeg inviterer til middagsselskaber derhjemme, som fylder i mit newsfeed, og som tror, at hver femte dansker har en lang videregående uddannelse (ifølge Danmarks Statistik er tallet snarere knapt seks procent), vil jeg vove den påstand, at jeg i supermarkedskøen på Vesterbro møder lige så mange damer med restylanelæber og pailletprint på hættetrøjen, som jeg møder rullekraveklædte marketingbriller. De sælger jo ikke kun Urtekram i Netto, vel?
DR3’s prinsesser er således ikke et minoritetsportræt, selvom instruktøren naturligvis har fundet segmentets mest ekstreme cases (som man vel oftest gør). Og grunden til, at jeg elsker prinsesserne, er således også snarere, at det altid er spændende at komme sådan rigtigt tæt på andre danskere. Både dem, der ligner mig, og dem, der er anderledes end mig. Så længe jeg bliver klogere på de bevæggrunde, der driver deres handlinger og drømme, og så længe instruktøren (som tilfældet er med ’Prinsesser fra blokken’) formår at stille de helt rigtige spørgsmål, der løfter lidt af sløret for hovedpersonernes baggrundshistorie.
Det er jo bare optur at få en større forståelse for de danskere, der omgiver mig. Ikke fordi de er minoriteter eller mærkelige – bare fordi de er andre.
Jeg kommer helt sikkert også til at sluge DR3’s kommende reportageserier om livet i speltbæltet, den om zumbadyrkende mødre med farvestærke tørklæder og den om rollatorveninderne på plejecentret (here’s to hoping).
For tag ikke fejl: Prinsesserne og en lang række af de andre 85 pct. danskere uden universitetspapirer finder altså jeres (vores) P1 Morgener og flexitarisme præcis lige så uforståeligt eksotisk, som I (vi) finder deres Breezers og kulturelt approprierede fletninger. De er flere, end I (vi) tror. Vi skulle tage at snakke lidt mere med dem.