’Greyzone’: Dansk-svensk TV 2-krimi lægger kompetent og kedeligt fra kaj

’Greyzone’: Dansk-svensk TV 2-krimi lægger kompetent og kedeligt fra kaj
Birgitte Hjort Sørensen og Ardalan Esmaili i 'Greyzone'.
3 6
Tv-serie
Hovedforfattere

Oskar Söderlund, Morten Dragsted

Medvirkende

Joachim Fjelstrup, Tova Magnusson, Birgitte Hjort Sørensen, Lars Ranthe, Ardalan Esmaili

Spilletid

10 afsnit à 50 min

Premiere

Den 25. februar

Man forstår virkelig godt, at nordiske tv-stationer slår pengetankene sammen i mødet med amerikanske giganter. For når ’Game of Thrones’ og ’Stranger Things’ retter hornene mod de små markeder, kan nordic noirs produceret for en skilling hurtigt blegne.

Så i ’Greyzone’ taler de ikke bare dansk, de taler lige så meget svensk, og så sørger de for at flyve frem og tilbage mellem nabolandene, som skulle de optjene flybonusser i en fart. I ’Broen’ tog de, ja, broen, og i ’Mord uden grænser’ var de på en længere rundfart i Europa. Så kan flag af forskellig farve blafre bag tv-skærmene og retfærdiggøre indskuddene fra – i dette tilfælde – TV 2 Danmark og TV4 Sverige.

Finansieringsmodellen er ikke problemet i ’Greyzone’. Problemet er, at det virker, som om den er selve hovedtanken bag serien.

Det er nemlig svært at få øje på den ide, der har gjort det bydende nødvendigt at hive serien fra tegnebræt til fladskærm. Handlingen er klassisk krimi tilsat terror og et skvæt droneteknologi i ildevarslende duet: En svensk efterretningsofficer (Tova Magnusson) allierer sig med en dansk undercover-agent (Joachim Fjelstrup) i jagten på en forbryder og et sprænghoved, som terrorister har tvunget ind i den skandinaviske idyl. Imens bliver en droneingeniør (Birgitte Hjort Sørensen) taget som gidsel af de mænd, der vist nok har i sinde at sprænge en bid af Norden i sænk.

Annonce

Plottet futter fint derudaf i de første to afsnit, først med et skudopgør ved tolden, så med en eftersøgning på en morder. Vi kommer op til overklassegilde med vue over byens tårne, ind i PET’s blålige Big Brother-central og ned i Københavns ghettoer, hvor røgen kæler for de mørklagte vinduer, men der er snarere tale om rammer om plottet end miljøer, der fængsler.

Lars Ranthe, Tova Magnusson og Joachim Fjelstrup i ‘Greyzone’.

En aflytningsscene i en kriminel bule er lige så opstillet, som den er ufarlig, og da et tæskehold af agenter gennemsøger en netcafe for den forsvundne forbryder, fiser suspensen ud, da den svenske enspænderofficer forudsigeligt bryder kæderne og går på solojagt.

Heller ikke karaktererne træder ud af kasserne i de to første afsnit. Den svenske officer er ren sammenbidt facade, droneingeniøren bliver ikke mindre fad af et fuldeknald, og den danske undercover-agent kan ikke bære den kappe af mystik, som serien forsøger at trække ned over hovedet på ham.

Det er manuskriptets snarere end skuespillernes skyld. Joachim Fjelstrup, Birgitte Hjort Sørensen og svenske Tova Magnusson behandler linjerne sikkert, men det er lige før, at man ville ønske, de saboterede dem. At der var et eller andet, der kunne flå en ud ad sofaen, et eller andet, der kunne bryde fornemmelsen af at se noget, man har set før.

For det kan godt være, at volumen er vigtig i dysten mod de amerikanske giganter. Men der er én ting, der er vigtigere: Den originale, stærke fortælling. Og den er svær at få øje på i de to første afsnit af ’Greyzone’.


Kort sagt:
’Greyzone’ lægger kompetent og kedeligt fra kaj. Det er en krimiserie, der samler kroner fra både Sverige og Danmark for at vokse sig stor, men glemmer at bygge en stærk fortælling i processen.

Læs også: Alle er tabere i TV 2 og DR’s serie-clusterfuck