KOMMENTAR. Søndag den 25. februar kl. 20 blænder DR op for sin nye dramaserie, filmatiseringen af Jakob Ejersbos ’Liberty’ med kapaciteter som Sofie Gråbøl, Carsten Bjørnlund og Connie Nielsen i centrum.
Søndag den 25. februar kl. 20 blænder TV 2 op for deres nye krimisatsning ’Greyzone’ med Birgitte Hjort Sørensen og Joachim Fjelstrup i centrum.
Begge serier er lavet for en god stak millioner af offentlige penge, DR’s naturligvis over licensen og TV 2’s med små 10 millioner kroner via den såkaldte Public Service-pulje. Men vil man følge med på flow, er man således nødt til at vælge mellem de to, og det har vakt kritik blandt flere politiske ordførere fra både Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, der gennem Politiken sender et vink med en vognstang om, at stationerne skal koordinere sendetidspunktet fremover, hvis det ikke ligefrem skal vedtages ved lov gennem den kommende medieaftale.
Fra TV 2’s side lyder det i Politiken, at DR ikke har monopol på ugens bedste tidspunkt for dansk drama, og at det er en forældet tanke, at dramaserierne ikke må ligge over for hinanden.
Fra DR’s side lyder det, at man først meget sent opdagede sammenfaldet, og at man ville have kontaktet TV 2 og fundet en løsning, hvis man havde vidst det noget før, men at »der findes flere søndage til hver«.
Med andre ord står vi med et gevaldigt clusterfuck, og jeg havde aldrig troet, at jeg skulle sige det, men: Politikerne har fuldstændigt ret.
Alfahannen i knæ
For ganske vist er der flere og flere, der streamer, når de har lyst, men dels er dramaserierne blandt de ganske få ting, der stadig kan samle befolkningen om sofaalteret på samme tidspunkt, dels kræver det et abonnement at se TV 2 på nettet, og derfor er friheden til at vælge knap så stor, som man kunne antage.
»Vi koordinerer heller ikke vores weekendunderholdning«, siger TV 2-chef Lotte Lindegaard, hvortil man må svare, at dramaserier er flagskibsindhold på en helt anden måde end ’Klipfiskerne’ eller ’Vild med dans’. Dramaserierne er det dyreste format, en tv-station producerer, og de tegner kanalerne udadtil på en helt anden måde end eskapistisk røvballeunderholdning lørdag kl. 20. Tv-dramatikken har en helt anden funktion, når de to hovedkanaler skal leve op til public service-forpligtelserne og lave fjernsyn, der afspejler danskernes liv.
Søndag aften kl. 20 blev en DR-institution med deres dramaguldalder i 90’erne, der startede med ’Taxa’, voksede med ’Rejseholdet’ og toppede med ’Forbrydelsen’ og ’Borgen’. Det har ligget i kortene, at ingen turde udfordre Danmarks Radio på netop det tidspunkt. Ingen kunne konkurrere med DR’s søndagsserier, der i perioder er blevet set af op mod to millioner mennesker på flow. »If you aim at the king, you best not miss«, lyder det som bekendt i ’The Wire’, og indtil nu har ingen ment, at deres sigtekorn var skarpt nok stillet ind.
Forskellige serier – samme seere
At TV 2 placerer ’Greyzone’ søndag kl. 20, er således hverken tilfældigt eller nogen ubetydelig gestus. Det er en direkte udfordring til duel. Det er hanløven, der pludselig fornemmer, at alfahannen er svag, og ser sit snit til selv at overtage tronen.
DR’s søndagsserier står dårligere, end de har gjort hele guldalderen. Både ’Arvingerne 3’, ’Bedrag’ og ’Herrens veje’ blødte seere i et foruroligende tempo, og serierne – inklusive den aktuelle ‘Broen IIII’ – er helt nede at runde 6.-750.000 seere per afsnit, hvilket havde været utænkeligt i storhedstiden. Det skyldes især en medieudvikling, hvor streamingtjenesternes højprofilerede serier i stigende grad gør indhug på danskernes tid og interesse (og flere og flere danskere da også ser DR’s serier på nettet), men måske også en mathed i DR-seriernes kvalitet, som forhåbentligt kan vendes, nu hvor et nyt dramahold er kommet til.
Heroverfor sidder TV 2 med Danmarks konsekvent mest sete serie i ’Badehotellet’, der mandag aften netop trækker de halvanden millioner seere, som DR gjorde engang. Og samtidig har TV 2-cheferne i et tænksomt øjeblik grublet over, om en kvalitetsrig serie som ’Norskov’ havde klaret sig bedre, hvis den løb over skærmen søndag kl. 20, hvor mange danskere trods alt stadig er default-indstillet på at sætte sig til rette i sofaen for at se dansk drama.
Nu har TV 2 så øjnet en åben flanke med den dansk-svenske ’Greyzone’. Serien handler om et potentielt terroranslag mod Skandinavien og tager fart, da en svensk efterretningsofficer konfiskerer et luft-til-jord-missil i en lastbil på vej til Danmark, mens en dansk droneingeniør samtidig kidnappes.
Det gør den til en radikalt anderledes fortælling end ’Liberty’, der er en ensemblehistorie om danske expats i Tanzania – og på et større marked end det danske kunne de to serier sagtens leve side om side i bedste velgående.
Men nu lever vi i et land med 5,5 millioner mennesker, og både DR og TV 2 drømmer utvivlsomt om, at mindst en million af dem tuner ind på netop deres serie. Hvis de to seriers målgrupper varierer på papiret, gør de det således slet ikke i virkeligheden. Forskellige serier, samme seere.
Det er ganske sikkert, at ’Liberty’ og ’Greyzone’ kommer til at gøre indhug på hinandens publikum. Det er ikke bare ærgerligt for både TV 2, DR og seerne. Det er torskedumt.
Læs også: Kaosset i DR’s dramakulisse er også en stor mulighed