’Vægtløs’: Dansk debutfilm om vægttab og grooming er lige dele rystende og rørende
FILM. »Når du taber dig, så…«
Utallige piger i Danmark har utvivlsomt tænkt eller hørt den sætning, altid afsluttet med et positivt udsagn: Når du taber dig, bliver du smuk. Eftertragtet og begæret. Populær. Respekteret.
Kroppe, mad og motion bliver vejet og overvåget, sult og energi kan forhandles med, og spejlet forvandler sig til sandhedssigere, som aldrig ytrer det, man gerne vil høre.
Lena Dunham, skaberen af ‘Girls’, har i sin selvbiografi ‘Ikke den slags pige’ beskrevet mødet med slankekultur som et syndefald. Har du først fået fortalt – af Instagram, af et skønhedsmagasin, af ‘America’s Next Top Model’ – at mad ikke bare er mad, og at du er fuldt og helt i kontrol over din vægt, kan du aldrig gå tilbage.
»Når du taber dig, så bliver du en rigtig konkurrent på drengemarkedet,« siger en pige til Lea, hovedpersonen i ‘Vægtløs’, mens hun sætter hendes hår (og det er tilmed en replik taget fra virkeligheden).
Filmen er instruktør Emilie Thalunds rystende og imponerende debutfilm om Lea (en utroligt overbevisende Marie Helweg Augustsen) og hendes ophold på en sommerkoloni, som tjener to formål: Nogle – som Lea – er der, fordi de er overvægtige og ønsker at tabe sig, og derfor går de til spinning, får point for motion, spiser efter tallerkeninddelinger og vejes regelmæssigt. Andre er der, fordi de er utilpassede og måske ikke rigtigt har noget andet sted at være.
Med en simpel fortælling, som næsten er et kammerspil, og med et uovertruffet manuskript af Marianne Lentz er det en film om Leas forhold til sin krop, omgivelsernes forhold til Leas krop, og hvordan man skal leve med diskrepansen mellem de to, hvis man ikke ligner det ideal, man hele tiden konfronteres med. Undervejs er det også en fortælling om magtmisbrug, venskab og begær.
Og det er en fortælling, der rørte mig dybt.
Præcis hvorfor Lea er på kolonien – om det er forstyrret spisning eller bare nogle vaner, hun gerne vil bryde – får vi ikke at vide, da hun ankommer en smuk sommerdag og bliver målt og vejet. Hun indlogeres med Sasha, som er en af de utilpassede unge, og hun underholder hurtigt med at være blevet smidt ud af skolen og have haft en affære med en meget ældre mand.
Hun er selvsikker, erfaren og, ja, slank, og deres venskab er både ægte og fyldt med jalousi og manipulation.
De voksne på kolonien virker ikke til at være særlig klar over den magt, de har over de unges selvbillede. Lea får ros for, hvor meget hun taber sig, og så snart de voksne forlader rummet, har de usikre teenagere fri mulighed for at opsøge de lokale drenge eller snige en chokoladekiks frem fra skuffen.
Kolonien iscenesættes som et dansk paradis med bølgende kornmarker og blå bølger. Alt det gode ligger lige der, og Lea vil så gerne være en del af det.
En pædagog, Rune, er dog fuldt bevidst om sin magt. Og den har han tænkt sig at misbruge. Urovækkende sublimt spillet af Joachim Fjelstrup opnår han Leas tillid ved at sige det, hun har brug for at høre: Du er god, som du er, bare du kunne se dig selv, som jeg ser dig.
Hans grooming er skrevet så overbevisende, at jeg selv nåede at blive i tvivl, om det bare var mig, der var paranoid – indtil en bestemt scene med et meget langt klip viser, at Emilie Thalund som instruktør kan dosere det subtile, så det konkrete bliver endnu mere chokerende.
Det minder om Vanessa Springoras autofiktive roman ‘Samtykket’, som for nogle år siden rystede Frankrig, hvor hun detaljeret beskriver et forhold til en voksen mand, hun indledte som 14-årig, og hvordan han retfærdiggjorde det over for hende, og hun over for sig selv.
For Lea mærker et begær og bliver suget ind i det, hun tror er kærlighed. Mellem Sashas voksne seksualitet, sit hadefulde syn på sin egen krop, de voksnes opmærksomhed på vægten og Rune milde øjne på hende blotlægges Leas blødende teenageindre, så det virkelig kan mærkes.
Var ‘Vægtløs’ en dårligere film, kan jeg forestille mig, at jeg var blevet irriteret over grooming-plottet. Irriteret over, at en vigtig præmis om at have en tyk krop skal konkurrere med en vigtig præmis om at blive groomet.
Men Emilie Thalund formår at fastholde fokus på Lea og hendes følelsesliv – og viser os, hvordan det kan føles at møde verden med en krop, man endnu ikke har lært at se værdien i.
Kort sagt:
Stærk debutfilm om en sommerkoloni for vægttab føles næsten som en dansk ‘Eighth Grade’. Både rørende og smertefuld.