Rasmus Nøhr

Jeg sidder med en lidt splittet følelse. For jeg har altid haft det lidt svært med Rasmus Nøhr uformelle fortælleform, der gennemsyrer hans ligefremme, opdaterede visesange. Men forud for ‘Fra kæreste til grin’ har den danske musiker luftet, at dette hans fjerde studieabum skulle være hans hidtil mest seriøse. Og så burde jeg jo sådan set være tilfreds.

Men nej, for godt nok gennemsyres albummet af en mere moden og reflekterende tone (selvom der altså allerede var ansatser til det på forgængeren ‘I stedet for en tatovering’). Men en anden af Nøhrs indiskutable kendetegn – kærligheden til banale metaforer – er fortsat intakt og fremherskende. Som når han omtaler den udkårne i ‘Sød musik’ (alene titlen!) som »vild som rock«. Eller når han blotter brystet, krænger sjælen ud og snøfter over den forbandet svære kærlighed på ‘Dumme hjerte’, der er kørt fast på klicheernes holdeplads. Men ok, det er der muligvis nogle kvinder, der falder for.

Den musikalske side af sagen er sådan set meget tilforladelig. Allerede på ‘I stedet for en tatovering’ var den skrabet-akustiske lyd fra starten af karrieren afløst af en mere afrundet studieproduktion med radio-appel. Lidt pænt poleret poprock her, et skvæt stivbenet disco-dans der. Og det spor fortsætter Nøhr ufortrødent ud ad. Det er svært at have noget imod på numre som ‘Vintertræk’ og den klædeligt afdæmpede ‘Alting går i ring’, der ubesværet placerer sig som albummets bedste. Men også svært at komme op at køre over. Ligesom albummet som helhed.