Nik Freitas

Det er så nemt at overse en kunstner som Nik Freitas fra Californien, der så diskret og subtilt ærer den ædle dyd at skrive klassiske popsange. Siden han debuterede tilbage i 2002 har han nu lavet fem album, men stort set helt ubemærket af medier og publikum. Karakteristisk nok har hans musikerkollegaer derimod øjnet Freitas talent, og således har han spillet med Conor Oberst fra Bright Eyes, ligesom han har indgået i livebandet hos ligesindede Broken Bells.

Freitas musik er ufattelig underspillet. Sangene ligger alle i samme tilbageholdte toneleje og sindige tempo, og det kræver adskillige opmærksomme lyt for at kunne adskille dem fra hinanden og få dem til at åbenbare sig. Så bliver man til gengæld belønnet med solid tidløs sangskrivning. Lennon & McCartney er oplagte referencepunkter, men på sugende bittersøde numre som ‘Middle’ og ‘Hold That Thought’ genkalder Freitas også folk som Josh Rouse og Ron Sexsmith.

Ligesom et andet af Freitas’ forbilleder, Todd Rundgren, der på sine soloalbum har haft tilbøjelighed til at spille alt selv, så håndterer Freitas imponerende nok al instrumentering her og indpakker det derudover i en krystalklar flot produktion, som man hører for sjældent nu om dage.

Freitas stilrene og anonyme udtryk er dog ikke noget, der får en til at falde bagover. Man bliver nemt lullet lidt for blidt med. Dog ærgerligt hvis en række så gedigne popsange lider den skæbne at forblive uhørte for ører, der i stedet er orienteret mod storheder med for længst overskredne udløbsdatoer eller ‘the next big thing’.