Freja Loeb ‘W.O.M.D.’

Freja Loeb ‘W.O.M.D.’ - W.O.M.D.
4 6
Freja Loeb
'W.O.M.D.'

Album, EMI

Ridende overskrævs på successen fra debutalbummet ‘Odyssey’ og måske især de to flotte singler ‘Never Stop Coming Back’ og ‘Soft Blues’ har Freja Loeb gennem de forgangne år imponeret og betvunget Danmark som en kompromisløs kvindelig popkomet. Første spæde opfølger, ep’en ‘W.O.M.D.’, byder på et kvarter mere i selskab med hende, fordelt over fire sange.

Starter vi bagfra, med skivens længste og indiskutabelt smukkeste skæring, så lyder ‘Waterfalls’ som en drøm af et små-overstyret Cocteau Twins-nummer. Loeb slipper afsted med nikket til forbillederne, fordi legeringen af varmt og koldt – længsel, patos og rendyrket teknisk kunnen i hendes vokal – trods at Robin Guthries ekskone altså er en ener, faktisk er ved at kunne nærme sig Elizabeth Frasers operatiske amazone-røst! Sammen med den næsten lige så vellykkede ‘I’ve Lost You But I Never Had You’ udgør nummeret også den halvdel af ep’en, som hænger mest sammen med debutalbummet og den 80’er-romantiske lyd, Loeb der dyrkede.

Læs også: Hør Top Track: Freja Loeb ‘Waterfalls’

Det attituderige, sirene-vrælende og advarselslampe-blinkende titelnummer afslører i den anden ende, at der er ben i Loebs fine, hook-dygtige sangskrivernæse. Her er hun iscenesat i en hidsig og højtråbende industrial-instrumentering, der i mine miljøskadede anmelderører klinger som hystaden Hanin Elias fra Atari Teenage Riot i færd med at drikke Shirley Manson og Butch Vig fra Garbage under bordet på en lebbebar i Berlin.

Kun ‘New Religion’ vil ikke rigtigt nogle vegne hen og er med sine forglemmelige hooks og hop på stedet ep’ens entydige svipser. Men tre ud af fire er absolut også en godkendt statistik.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold