The Gaslamp Killer Experience – space is the place

The Gaslamp Killer Experience – space is the place

Hvis der er én ting, der karakteriserer The Gaslamp Killer, er det hans manglende frygt for det uperfekte. Den Los Angeles-baserede producer opererer i et højtloftet rum, hvor støvede hiphopbeats, slørede vokalbidder, obskure samples og jazzede ekskursioner flyder sammen til én uregerlig masse.

Derfor var det et åbent spørgsmål, hvad der var i vente til koncerten med The Gaslamp Killer Experience. Fra festivalens side var det annonceret som en bigband-koncert, men det dækkede over 11 musikere – på blæsere, strygere, orgel, guitar, bas, trommer og percussion – fra The Heliocentrics, et funkkollektiv med base i London, der har arbejdet med skæve hiphophjerner som Madlib og DJ Shadow.

Med dette ekvilibristiske backingband i ryggen kunne The Gaslamp Killer koncentrere sig om at rode med effekter og scratche bag sin pult, når han ikke fløj rundt på scenen og opmuntrerede sine medmusikanter med bonghår, batiktøj og halskæder flagrende efter sig. Som en blanding af en skør professor og en overvintret San Francisco-hippie.

Rent musikalsk placerede det meste af koncerten sig i mellem filmisk funkrock og mere freejazzede sekvenser, og især på den mellemøstligt klingende ’Nissim’ og ’In the Dark’ med en ildevarslende violinsolo efterfulgt af korporlige saxofonstød ramte de zenit. Andre steder kullede de mere ud – og afslutningsvis dj’ede hovedpersonen lige en håndfuld nye numre for hyggens skyld. Men hey, hvem har sagt, at det hele skal være så perfekt?

Se hele vores omfattende dækning af Roskilde Festival HER.

The Gaslamp Killer Experience. Koncert. Roskilde Festival, Avalon.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af