Hannah Diamonds sårbare robotpop på ‘Reflections’ er en opdateret HD-version af Creamy

Hannah Diamonds sårbare robotpop på ‘Reflections’ er en opdateret HD-version af Creamy
Hannah Diamond.
Hannah Diamonds sårbare robotpop på ‘Reflections’ er en opdateret HD-version af Creamy - Reflections
4 6
Hannah Diamond
'Reflections'

Album, PC Music

Er Hannah Diamond overhovedet ægte? Det spurgte hele musikbranchen om, da den sukkersøde debutsingle ’Pink and Blue’ så dagens lys i 2013, og der løb da også rygter om, hvorvidt Hannah Diamond faktisk udelukkende eksisterede som en kunstigt skabt MP3-fil hos PC Musics computernørder. Spørgsmålet om ægthed rummer forskellige niveauer, for det kan naturligvis både relateres til en helt konkret tvivl om Hannah Diamonds menneskelighed, men også mere overordnet til autenticiteten i hendes syntetisk programmerede popunivers.

Med sit længe ventede debutalbum understreger briten dog med al tydelighed, at et komplet elektronisk manipuleret og kunstigt udtryk, såvel sonisk som visuelt, ikke nødvendigvis indebærer hverken en autenticitetsbrist eller fraværet af menneskelig sårbarhed.

’Reflections’ er nemlig intet mindre end et fuldt ud maskinelt breakup-album, hvor Diamond i den grad går popplanken ud med en konstant autotunet og infantil vokal, nærmest latterligt simple melodilinjer og ikke mindst åbenlyst banale tekster. Det lyder måske ikke umiddelbart som en særlig vellykket blanding, men albummets fuldstændig koncentrerede poplyd bliver på en måde et effektivt udtryk for, hvordan vi alle er reduceret til en barnlig utilstrækkelighed i mødet med og sidenhen tabet af kærligheden. Tag bare nummeret ’Shy’, hvor linjen »You said / let’s kiss/ I said / nothing / maybe / I should / have said / something« er så karikeret opdelt, at man nærmest føler, man lytter til en robot, der processerer menneskelige følelser for første gang.

Albummet indeholder dog ikke kun tekster om teenage-agtig generthed, men også flere ganske oprigtige betragtninger om helingsprocessen efter et forlist forhold, som det høres på et af højdepunkterne, ’Love Goes On’, hvor Diamond synger længselsfuldt om den kærlighed, der desværre bliver ved, selv når man ikke ønsker den længere: »Is it so hard to forget? / breaking my heart just to try / staying alive till I die«.

Alle poetiske ambitioner om at beskrive kærlighedens konsekvenser gennem ophøjede metaforer eller andet kompliceret billedsprog er bevidst fravalgt på ’Reflections’, hvilket giver et altafgørende jordnært modspil til den ellers højtragende og metalliske PC Music-produktion, der bedst kan beskrives som en legesyg hybrid mellem 90’ernes bombastiske eurodance og 00’ernes polerede tyggegummipop – nærmest som en new and improved HD-version (high definition forstås) af den danske børneduo Creamy.

Efter en omgang smadret dansegulvskatarsis på ’Concrete Angel’ markerer den stærke ’The Ending’ en tydelig overgang til de første spæde skridt videre i helingsprocessen med sit maniske »coming or going«-omkvæd, der fungerer perfekt som et udtryk for den forvirring, der følger med et ubeslutsomt breakup, hvor man er ude af stand til at give ordenligt slip. ’Reflections’ afrundes smukt med en ekspressiv vokalcoda på ’Make Believe’, hvor Diamonds effektindhyllede stemme hæver sig op i et reflekterende fugleperspektiv og bliver til en form for helteguitarsolo, som yderligere mudrer grænsen mellem menneske og maskine.

Til slut sidder man tilbage med indtrykket af et helstøbt og vedkommende album, som dog mister lidt momentum undervejs. ’Never Again’ og ’True’ hiver desværre tempo ud af den dragende poprejse, numre som ’Invisible’ og ’Love Goes On’ ellers får sparket godt i gang fra start. Førstnævnte sange er simpelthen for ensformige, og selv om det ikke er de helt store virtuose melodier, der præger resten af albummet, så er især den monotone ’Never Again’ et lavpunkt.

Hertil kan man også savne mere dybde flere steder i produktionerne – bogstavelig talt. De mange glitrende synthlyde kombineret med Diamonds lyse, spinkle vokal resulterer nemlig ofte i et tomt og kontrastløst lydbillede – for eksempel på titelnummeret, der i den grad ville have gavn af lidt mere tyngde i form af flere dybe frekvenser.

Selv om produktionen altså stedvist træder vande, skinner sårbarheden i Hannah Diamonds simple kærlighedstekster dog tydeligt igennem under hele ‘Reflections’, og der kan således ikke længere herske nogen tvivl om hendes ægthed – hverken som menneske eller kunstner.


Kort sagt:
Med ’Reflections’ har Hannah Diamond skabt et sårbart breakup-album, der lyder som en hybrid mellem eurodance og tyggegummipop. Trods stedvist tab af momentum og manglende dybde i produktionen, slår albummet fast, at Diamonds maskinelle robotpop i høj grad er menneskelig og ikke mindst ægte.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold