‘Edge of Tomorrow’

Som altid regner sommeren med action- og effektfyldte blockbusters i biografen. I sidste uge var der premiere på Disneys ’Maleficent’, ugen før var der gensyn med X-Men, og før den havde vi besøg af Godzilla. Denne uges brag hedder ’Edge of Tomorrow’, og den lægger sig lige nu lunt i svinget til titlen som sommerens bedste.

Filmen, der har Tom Cruise og Emily Blunt i hovedrollerne, er i bund og grund en klassisk sci-fi-film om menneskenes kamp mod invaderende aliens. Den leverer på alle parametre, en sådan film skal levere på. Der er (næsten) uovervindelige aliens, masser af hightech-gear og maskiner og våben, som bruges i kampscener, der presser grænsen for, hvad der er teknisk muligt på det store lærred.

Men ’Edge of Tomorrow’ er mere end bare endnu en film om menneskeheden vs. det ydre rum. Filmens største styrke skal nemlig ikke findes i de spektakulære effekter, men i den rammende kritik af de forfærdeligheder, som krig påfører mennesker.

William Cage (Cruise) er en PR-officer, der aldrig før har været i kamp. Han sendes under tvang til fronten, da det altafgørende slag mod fremmede væsener står for døren. Slaget bliver et blodbad, og Cage dør hurtigt. Men af uforklarlige årsager ryger han ind i et tidsloop: Hver gang han dør, vågner han op, lige før slaget begynder, og han får dermed mulighed for at ændre dets gang og sammen med elitesoldaten Vrataski (Blunt) finde fjendens svagheder. En slags actionfilmens svar på ’Groundhog Day’, med andre ord.

Tempoet er hæsblæsende, men filmen tager sig tid til at fortælle sin historie om, hvordan det ville føles at skulle opleve den værste dag i menneskehedens historie igen og igen. Cruise er eminent i rollen som antihelt, der tvinges til at undertrykke de overvældende følelser af afmagt og desillusion over krigens rædsler og drabene på dem, han elsker. Han kæmper for at lægge sin menneskelighed på hylden og blive en soldat, der følelsesløst kan udføre den opgave, hans særlige evne pålægger ham. Det er her, filmens egentlige kamp udspiller sig.

Idéen om at være fanget i et tidsmæssigt loop er ikke just ny, men ’Edge of Tomorrow’ fortæller sin historie med et sjældent overskud af både alvor og humor, og den undgår elegant trættende gentagelser. Modsat mange andre af sæsonens blockbusters lykkes den med den sværeste af alle effekter: At røre sit publikum.


Kort sagt:
’Edge of Tomorrow’ er hæsblæsende og intens sci-fi-action, når det er allerbedst. Den formår både at underholde og røre – og så er Tom Cruise i topform. Sommerens foreløbigt bedste blockbuster.

 

Spillefilm. Instruktion: Doug Liman. Medvirkende: Tom Cruise, Emily Blunt. Spilletid: 113 min.. Premiere: 4. juni
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af