Oscar-vinder Paul Haggis erkender: »’Crash’ var ikke årets bedste film«

En af Oscar-historiens vel nok mest omdiskuterede vindere er multiplot-dramaet ’Crash’, der i 2005 snuppede tre af filmverdenens mest prestigefyldte statuetter foran anmelder- og publikumsfavoritter som ’Brokeback Mountain’, ’Capote’ og ’München’.

Filmen, der på bedste ’Short Cuts’-manér beskrev sammenstødet mellem en række skæbner i Los Angeles, blev af mange beskyldt for at være for sentimental, prædikende i sine budskaber og for unuanceret i sin omgang med racemæssige problematikker.

Alligevel vandt filmen for blandt andet bedste film og bedste originale manuskript, hvilket stadig kan undre mange i dag – inklusive filmens egen manuskriptforfatter og instruktør, Paul Haggis, viser det sig nu.

I et interview med HitFix udtaler Haggis, at hans film ikke var på niveau med årets øvrige Oscar-kandidater, der stod side om side med ’Crash’.

»Var det årets bedste film? Det synes jeg ikke,« siger han uden dog at afsværge sin Oscar-vinder helt.

»Af en eller anden grund var ‘Crash’ bare den film, der rørte folk dybest det år. Det var det, der fik dem til at stemme på den. På den måde er jeg stadig meget stolt af, at min film formåede at ramme så mange mennesker,« fortsætter han.

62-årige Paul Haggis er snart aktuel med miniserien ‘Show Me A Hero’, hvor han har instrueret alle seks afsnit. Første afsnit af serien, der er udviklet af ‘The Wire’-skaberen David Simon, kan ses på HBO Nordic på mandag, 17. august.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af