De to multikunstnere Henrik Vibskov og HuskMitNavn har som reaktion på de seneste måneders mange billeder og historier om børn og familier, der flygter, lanceret to t-shirts, som støtter Red Barnets arbejde.
Vibskov og Red Barnet er initiativtagere til projektet, hvor de to kreative hoveder hver især har skabt og doneret et børneinspireret kunstværk, der er blevet printet på hvide, økologiske t-shirts i børnestørrelser.
Overskuddet fra projektet går til Red Barnet, der lige nu arbejder i både Syrien og nærområderne, Europa og Danmark. Med projektet indskriver Vibskov og HuskMitNavn sig i en række andre modevirksomheder, der også har støttet nødhjælpsorganisationernes arbejde med syriske flygtninge – blandt andre Kopenhagen Fur, H&M, Danefæ og Group 88, der distribuerer og repræsenterer en række internationale luksusmærker i Danmark.
De velgørende t-shirts koster 200 kroner og kan købes fra i morgen i Henrik Vibskov Boutique i Krystalgade, i Vibskovs cafe, Den Plettede Gris, samt på everychild.bigcartel.com.
Læs også: Henrik Vibskovs nye kollektion skruer ned for farverne