Den gratis streamingtjeneste Soundcloud har på det seneste befundet sig i et mindre vakuum, hvor deres stigende popularitet på den ene side, har vakt sure miner hos pladeselskaberne på den anden side. Det resulterede blandt andet i en fejde med Eloq, der fik slettet sin profil, alle sine remixes og kappet båndene til 10.000 følgere. En overgang var der tvivl om, hvordan Soundcloud skulle finde en model, der kunne fungere for alle parter.
Men Soundcloud har nu landet en aftale med én af de helt store, nemlig Universal Music Group, der har kontrakter med kunstnere som Kanye West, Sam Smith, Katy Perry og The Weeknd. Det betyder, at disse kunstnere kan begynde at lave reklamekroner på deres profiler og at Soundcloud samtidig får adgang til UMG’s samlede katalog.
Tidligere har Soundcloud pennet aftaler med Warner Music Group og Merlin, en sammenslutning af uafhængige pladeselskaber. Af de allerstørste pladeselskaber mangler Soundcloud stadig Sony i stalden.
Samtidig kan det også tyde på, at Soundcloud arbejder hen mod en betalingsplan, der i starten sikkert bliver et frivilligt alternativ til den gratis model. Hvis det skal blive en god forretning, skal Soundcloud have fat i mange flere eksklusive udgivelser som da ‘Miley Cyrus & Her Dead Petz’ kom på tjenesten før alle andre. Det betyder sikkert, at Soundclouds 175 millioner månedlige brugere skal have kalveskindet frem, hvis de skal have fuldt udbytte.
Læs også: Soundcloud bliver slæbt i retten over 4.500 ulovlige numre