’23 Jump Street’ møder ‘Men in Black’ – crossover-film snart en realitet

Det lød bizart, da det famøse Sony-hack sidste år røbede, at en såkaldt crossover-film imellem ‘Jump Street’-serien og sci-fi-action-franchisen ‘Men in Black’ var på tegnebrættet. Ikke desto mindre bekræfter kilder hos Sony ifølge Variety, at den aparte idé er hastigt på vej til at blive realiseret, og at James Bobin (‘Alice Through The Looking Glass’, ‘The Muppets’) er kørt i stilling til at instruere.

Bobin kommer dermed til at erstatte makkerparret Phil Lord og Chris Miller, der instruerede de to første film i ‘Jump Street’-serien, men nu er optaget med at instruere ‘Star Wars’-spinoff’en, ‘Han Solo’. Både Jonah Hill og Channing Tatum er parate til igen at gå undercover – denne gang for at bekæmpe aliens? Dog vil de to ‘Men in Black’-stjerner, Will Smith og Tommy Lee Jones, blive erstattet af andre skuespillere.

Indspilningerne skulle begynde til juni. Forhåbentlig resulterer mødet med sci-fi-fænomenet i endnu en skarpladt, metarefleksiv ‘Jump Street’-film.

Læs anmeldelse: ’22 Jump Street’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af