De fleste andre musikere laver merchandise, når de har et nyt album på gaden, men når man er en af verdens største popstjerner og lige har sat sit tydelige præg på den popkulturelle diskussion, så er en single nok.
I hvert fald har Beyoncé lavet en ‘Formation Collection’, der består af 14 dele, hvor teksten fra singlen indgår på sweatshirts, t-shirts, caps og accessories som iPhone-cover, en totebag og et halstørklæde.
Du kan for eksempel få en hvid cap med teksten ‘Hot sauce’ og en sort sweatshirt på trykt ‘Smack it’ fire gange. Det er dog ikke designet, der nu skaber opmærksomhed, men derimod modellerne.
Mens ‘Formation’ sætter fokus på den fortsatte #blacklivesmatter-debat i USA, så lancerer Beyoncé sin nye merchandise med kampagnebilleder, der rammer lige ned i tidens øgede opmærksomhed på diversitet.
De tre modeller i kampagnen inkluderer nemlig Jillian Mercado, der lider af muskelsvind og sidder i kørestol. Sammen med skuespilleren og modellen Sharon Gallardo fra Den Dominikanske Republik og den sorte amerikanske model Alayah Lee viser hun kollektionen i Beyoncés webshop.
Gallardo og Lee hygger sig på shootet
Mercado er tilknyttet modelbureauet IMG Models, der netop har tilknyttet den mandelige model Zach Milo, som også er med til at øge diversiteten i modebilledet ved at være større end de herremodeller, vi normalt ser.
Mercado blev tilknyttet bureauet sidste år og har blandt andet arbejdet for Diesel, Nordstrom og CR Fashion Book.
»Mit mål med at arbejde med IMG er, at vi kan nå dertil, hvor jeg ikke er modellen i kørestolen, men bare er modellen«, sagde hun sidste år til Vogue. »Jeg vil have, at folk, der har været tøvende omkring at arbejde med mode på grund af en frygt for, hvordan folk vil opfatte dem, skal vide, at der er plads til dem«.
Man kan dog undre sig over, at Beyoncé ikke selv har kommunikeret kampagnen ud til sine 63,5 millioner følgere på Instagram. Ikke for at pudse glorien eller påpege, at Mercado er med, men blot for at vise nogle af billederne og skabe et mere mangfoldigt menneskesyn.
Se og shop den nye merchandise-kollektion i Beyoncés webshop.
Læs også: Fokus på kropspositivitet spreder sig til mænd – bureau singer ny herremodel