Flume var alt det, NorthSide mangler mere af

Flume var alt det, NorthSide mangler mere af

Mens Jamie xx i går havde fået tildelt et ideelt tidspunkt til sin elektroniske nattefest, er en sen søndag eftermiddag ikke det optimale øjeblik for et ligesindet show, der i store dele består af trykken på knapper og remixes. Flume var imidlertid – modsat kollegaen Jamie xx – kommet for at please sit publikum og fik forvandlet en døsig eftermiddag på festivalens sidstedag til en solid popfest.

Harley Streten, der gemmer sig bag Flume-aliaset, er trods sine 24 år tydeligt rutineret i de stadionstore livesets og -koncerter, og australieren havde en solid forståelse for at bygge sit show op, så det passede til omstændighederne. ’Holdin’ On’ fik passende nok en plads tidligt i koncerten med sin r’n’b-smagende vokal og chillede stemning, mens hiphop-stilen på ’On Top’ med rapperen T-Shirt på backtrack og Vince Staples-samarbejdet ’Smoke & Retribution’ fra det nye album ’Skin’ passede glimrende i solen.

Først senere, da Flume havde fået varmet sit publikum op, slap han den helt heftige bas og de tunge drops løs, men det var især de helt udpræget poppede singler med kvindelige vokaler, der gjorde det glimrende i en eftermiddagskoncert på NorthSide.

Ingen tvivl om, at Streten, der viste sig som en dygtig live-dj, kunne have holdt et tungt natterave, havde han fået tildelt en sen koncerttid, men Flume fik det absolut bedste ud af omstændighederne, da han trakterede crowdet med de solide radiosingler ’Never Be Like You’ og ’Say It’ med Tove Lo, ligesom de velkendte, drop-tunge remixes af Lordes ’Tennis Court’ og Disclosures’ ’You & Me’ lå som solide bangers i slutningen af showet.

Det understregede samtidig også, at det virkelig ville klæde NorthSide at turde satse endnu mere på den elektroniske fest, poppen og hiphoppen, for det var uden tvivl det, der trak de mest engagerede gæster og gav lidt tiltrængt energi til det aldrende, rockprægede lineup. Flume beviste i hvert fald, at en leg med hiphop, r’n’b, trap og heftig elektronisk pop sagtens kan fungere på en søndag eftermiddag på NorthSide i de rigtige hænder, der forstår at dosere virkemidlerne og sætte den helt rigtige stemning for publikum. Mere af det, tak.

Læs også: Fem grunde til, at Jamie xx leverede NorthSides mest sublime nattefest

Flume. Koncert. NorthSide.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af