Flume: Forudsigelig, men helstøbt elektronisk pop
Siden Flume brød igennem med sit selvbetitlede debutalbum i 2012 har den unge producer haft lidt af et skæbnefællesskab med amerikanske EDM-giganter som Avicii, Diplo og Skrillex i form af et utal af remix-opgaver og festivalgigs over den ganske verden. Til forskel fra de nævnte er Flume dog ikke forfaldet til nogle af de mere forledende gimmicks i form af lukrative pladekontrakter, stadionshows og kendis-collabs, men i stedet bevaret sit image som en tilbagetrukket teknologinørd, der har gjort udforskningen af effekter til sin raison d’etre.
Selv identificerer Harley Edward Streten sig da også mere med britiske navne som Disclosure, Hudson Mohawke og Rustie, men han anerkender alligevel EDM-musikkens kvaliteter – om ikke andet i forhold til at få folk til at danse: »Jeg føler, at meget af den mangler noget sjæl, men det får folk til at bevæge sig – den gør arbejdet«, har han udtalt for nylig. Som australier er det da heller ikke utænkeligt, at Flume skulle være påvirket af begge bølger – sådan lyder det i hvert fald på ’Skin’, som han selv har betegnet som på én gang mere kommerciel og mere eksperimenterende end sin debut.
At i hvert fald den ene ende af spektret er repræsenteret kan alene ses af gæstelisten, som tæller navne som Vince Staples, Raekwon og AlunaGeorge, mens man skal lytte sig længere ind i albummet for at finde den anden del. Hvor indledende numre som den koleriske ’Lose It’ med Vic Mensa og særligt ’Say It’ med svenske Tove Lo er klassisk Flume med buildups og drops, kunne den tætsamplede ’Wall Fuck’ umiddelbart have befundet sig på Sophies seneste plade, hvis ikke det var fordi, den mod slutningen afslører sig som noget, der kunne minde om en manipuleret Brandy-frasering.
Bedst er ’Skin’ dog, når de to dimensioner går op i en højere enhed, som de gør på afsluttende numre som den folk-psychede, næsten Panda Bear-pasticherende ’Tiny Cities’ med Beck og allermest elegant på ’Take A Chance’. Nummeret, der gæstes af Little Dragon, er næsten konstrueret med berettermodellens opbygning, og Flumes cinematiske synths kommer for alvor til deres ret som scenografi for Yukimi Naganos fintfølende vokal og tekstens bemægtigende budskab.
Andre steder bliver numrenes dramaturgi dog en anelse forudsigelig, da Flumes signaturelementer af wonky synths, synkoperede trommer og slowburner-æstetik er til stede på snart sagt dem alle. Selv om det bidrager til et sammenhængende udtryk, gør det også det 16 numre lange album en smule enerverende i længden – hvilket er synd, når flere af de bedste numre som nævnt ligger til sidst.
Hvor det er tydeligt, at Flume brænder for at skabe nye klangflader – og lykkedes med det et langt stykke hen ad vejen – går hans lydfascination sine steder også ud over lyttervenligheden. Frem for i albummet som helhed skal kvaliteterne derfor findes i enkeltnumrene – som til gengæld byder på helstøbt elektronisk pop, som få andre formår at lave den i øjeblikket.
Kort sagt:
Flume har et næsten instrumentelt forhold til sin musik, og det er tydeligt, at teknologien er hans primære referencepunkt på ’Skin’. Sine steder går lydfascinationen lidt ud over lyttervenligheden, og andre steder bliver forudsigeligheden for stor, men når det går op i en højere enhed, er der tale om helstøbt elektronisk pop, som få andre formår at lave det i øjeblikket.
Læs også: Flume giver koncert i København