Sophies syntetiske popmusik lyder som var den lavet med en 3D-printer
Det er ikke svært at høre, hvor appellen kommer fra i de fleste af Sophies numre. På den ene side genkalder de pubertetsmemoirer fra provinsens sodavandsdiskoteker med boybands og eurodance-troper, og på den anden side tilgiver numrene den selvsamme sentimentale nostalgi med deres tidssvarende indpakning i minimalistisk trap, excessiv electro og kawaii-domineret K- og J-pop.
Netop den japanske harajuku-kulturs overdrevne og tilnærmelsesvist infantile dyrkelse af det nuttede, såsom hundeagtige øjne og pitchet vokal, forekommer at være en gennemgående reference i Sophies univers, der ligeledes dyrker grænsefladen mellem det autentiske, det kommercielle og det syntetiske. Det kan alene ses af det konstruerede kunstneralias, der i virkeligheden dækker over det borgerlige navn Samuel Long, ligesom produceren selv har beskrevet sin musikalske genre som ’advertising’. Hvilket igen stemmer overens med, at flere af hans udgivelser er blevet lanceret sammen med en række fysiske produkter, der tæller alt fra energidrik til dynejakker og – i nærværende tilfælde – noget, der minder om en dildo.
Long har selv sagt, at hans primære inspirationskilde er akustikken i forarbejdede materialer, såsom bobleplast, latex og metal, som han bruger til at skabe nye klangflader. På den måde ender han også ofte med at kreere noget forholdsvist originalt, selv om udgangspunktet er noget af det mest unaturlige, man kan komme på. For det uindviede øre kan hans musik derfor også lyde som det rene støj, men leder man længe nok, er der faktisk et melodisk payoff på de fleste numre.
Selv på den hjerneætsende ’L.O.V.E.’, der lyder som havde man en flue siddende på indersiden af kraniet, er der indlagt små åndehuller af klokkespil fra en synthesizer, mens man hurtigt glemmer, at trommesporet stort set er fraværende på ’Bipp’ og ’JUST LIKE WE NEVER SAID GOODBYE’, fordi bassen er så rytmisk og dominerende.
Alt er dog ikke lige originalt på ’Product’, men det gør måske heller ikke så meget. For selv om et nummer som ’Vyzee’ bekender klar kulør som smadderkasset electroclash a la Mr. Oizo og Peaches kan det stadig få selv den mest gigtramte basarm til at gå af led.
Kort sagt:
Man skulle næsten tro, at Sophies musik var lavet med en 3D-printer. Den britiske (og mandlige) producer dyrker grænsefladen mellem det autentiske, kommercielle og syntetiske, men indlader man sig på hans univers, er der en både kropslig og intellektuel appel i numrene, der pakker pubertetsmemoirer og eurodance-troper ind i tidssvarende trap, excessiv electro og K-pop.