KOMMENTAR. Tirsdag skrev Mikkel Kofod en kommentar i Soundvenue, hvor han argumenterer for, at kønsdebatten fylder for meget i dansk film og dermed overskygger andre og vigtigere udfordringer.
Jeg kunne ikke være mere uenig.
Ikke i relevansen af de udfordringer, som Mikkel Kofod stiller op. Blandt andet vanetænkning i form af uinspirerede franchise-film, svigtende publikum til kunstnerisk ambitiøse film fra vækstlaget og manglen på en ny generation af både kunstnerisk stærke og bredt appellerende instruktører, som kan overtage fra Lone Scherfig, Susanne Bier, Per Fly & co., der primært arbejder i udlandet.
Men jeg er uenig i påstanden om, at den markante kønsulighed i dansk film er mindre vigtig end andre skitserede problemer. Jeg er uenig i præmissen om, at man overhovedet kan rangordne problematikker inden for den samme kvalitetsdiskussion. Og i at man ikke kan debattere flere problemstillinger samtidig. Holder klichéen om mænds manglende evne til at multitaske stik?
Mænds debatpræferencer
Det sidste først. Hvorfor finder Mikkel Kofod behov for at underminere kønsdebatten, der endelig er kommet på dagsordenen i de danske medier og på Det Danske Filminstitut efter at have ligget stendød i årevis, til fordel for andre problematikker? Begriber det ikke. Det står Kofod frit for at starte en debat om distributionsvinduer. Det kunne han have skrevet en hel artikel om frem for at bruge pladsen på at klage over kønsdebattens dominans.
Det slår mig, som om nogle mænd er tilbøjelige til hurtigt at blive trætte af debatter, der ikke handler om mænd. Eller ligefrem bliver aggressive over deres eksistens (ikke møntet på Mikkel Kofod, der har diskuteret diplomatisk på Facebook).
Som i foråret, da menstruationsdebatten foranlediget af Politikens dækning af bogen ‘Gennemblødt’ fik utallige mænd på Facebook helt op i det røde felt over, at avisen brugte spalteplads på noget så latterligt som kvinders månedlige blødninger.
Hvortil jeg bare vil sige, hey, hvis du ikke er interesseret i et emne, så læs noget andet. Jeg himler ikke op, hver gang et medie skriver en artikel om fodbold (for så kunne jeg ikke lave andet), selvom jeg personligt finder det uinteressant. Til gengæld har jeg endnu til gode at læse en artikel eller deltage i en diskussion om kønskvoter, friblødning eller ulighed i filmbranchen, som jeg ikke fandt spændende.
Er mænd ikke nysgerrige på kvinder?
I de seneste måneders debattråde på Facebook om kønsuligheden i dansk film – inklusive Soundvenues deling af Mikkel Kofods indlæg – er der altid mindst én mand, der kommenterer, at diskussionen er irrelevant, fordi køn ikke spiller nogen rolle. Han er ligeglad med, om en film er instrueret af en kvinde eller en mand.
Det må være, fordi du er mand og ikke er underrepræsenteret. Det er lige så arrogant som mand at fortælle kvinder, at en debat om kønsulighed er uvæsentlig – eller mindre vigtig – som hvis man som hvid person fortæller sorte amerikanere, at de skal holde op med at pibe over politivold.
Som Mikkel Kofod skriver, er kvindelige filminstruktører alvorligt underrepræsenteret i danske spillefilm. I 2016 var kun fire ud af 25 spillefilm instrueret af en kvinde, og at tendensen er gennemgående, kan man læse i Det Danske Filminstituts rapport fra i sommer.
Jeg savner kvindelige stemmer og historier i dansk film og kvindelige karakterer at identificere mig med. Køn spiller en rolle i den måde, vi ser verden på, og vi er som samfund ikke tjent med kun at få mænds blik på og analyser af verden. Er mænd ikke nysgerrige på, hvad kvinder ser og oplever, sanser, tænker og prioriterer?
Kvindeligt talent er en del af løsningen
Det er rigtigt, som Mikkel Kofod skriver, at færre kvindelige instruktører søger om produktionsstøtte end deres mandlige kolleger. Men nu er det jo heller ikke sådan, at man kommer ind fra gaden og søger om produktionsstøtte. Man skal have en producent, en tv-kanal og anden finansiering i ryggen. At nå så langt kræver for det meste manuskriptstøtte og udviklingsstøtte. Hvor kvinderne falder fra, er et ubesvaret spørgsmål, men at situationen er kompliceret og nuanceret er et dårligt argument for, at vi ikke skal diskutere den.
Forhåbentlig bliver vi klogere af de initiativer, Filminstituttet har sat i gang. Ja, indsatsen realiseres for skatteydernes penge, men det er da også kun rimeligt, at offentlige institutioner bestræber sig på at fordele midlerne ligeligt, når halvdelen af befolkningen består af kvinder. Kvinder er ikke en minoritet.
»Jeg ønsker mig, at debatten om dansk film kommer til at handle mere om kvalitet og fremtid end i 2015 og 2016, hvor diskussionen om kønsmæssig skævvridning har fyldt alt for meget«, skriver Mikkel Kofod.
Jeg ønsker også at diskutere kvalitet og fremtid. Men er overbevist om, at en større inddragelse af kvindeligt talent er en del af løsningen på dansk films metaltræthed (som så altså heller ikke er værre – et enkelt års nedgang i solgte biletter gør ingen krise). Problemerne hænger sammen.
Vi efterlyser fornyelse og kvalitet. Hvordan kan det være andet end indlysende at øge talentmassen ved at få den ledige anden halvdel af befolkningen på banen?
Læs også: Kommentar – debatten om mænd og kvinder i dansk film har taget overhånd