KOMMENTAR. Selvom julegaverne for 2016 for længst er uddelt, vil jeg være så umådeholden at bede om en til. Og den må gerne falde løst fordelt udover hele 2017.
Jeg ønsker mig, at debatten om dansk film kommer til at handle mere om kvalitet og fremtid end i 2015 og 2016, hvor diskussionen om kønsmæssig skævvridning har fyldt alt for meget.
2016 var det ringeste danske filmår målt på antallet af solgte biografbilletter siden 2009, og kvalitetsmæssigt har det været lige så nedslående. Men man må spejde langt efter den seriøse, løbende meningsudveksling om, hvordan vi vender skuden. Til gengæld ser vi efterhånden hver eneste dag inderlige debatter om, hvad vi skal gøre ved, at langt, langt de fleste danske film instrueres af mænd.
Det Danske Filminstitut har udarbejdet chartre for at sikre større kønsmæssig diversitet. Brancheforeningen Danske Filminstruktører anlagde i 2015 en injuriesag mod formanden for Danske Biografer, Kim Pedersen, fordi han ifølge anklageskriftet beskyldte foreningens kvinder for at mele deres egen karrierekage ved at forlange mere statsstøtte til film instrueret af kvinder.
Senest har Berlingskes ugelange artikelserie om den skæve kønsfordeling i dansk film affødt ivrige diskussioner. I kølvandet på én af dem fremsatte Jyllands-Postens filmanmelder Nanna Frank Rasmussen, der også er formand for foreningen Women In Film and Television, et løst forslag om, at film kun kan komme i betragtning til en Bodil-statuette, hvis filmene opfylder en række diversitetskrav.
’Underverden’ viser vejen
Det kan lyde paradoksalt at påstå, at kønsdiskussionen fylder for meget, for tallene er overvældende. I 2015 var syv ud af 24 danske film instrueret af kvinder, i 2016 var det kun tre ud af 26, og i 2017 bliver antallet af kvindelige instruktører fire-seks ud af cirka 26 danske film (tallet er usikkert, fordi ikke alle biografpremierer er endeligt fastlagt).
Men diskussionen om køn er problematisk, fordi den ensidigt fokuserer på tal. Og de tal, der er centrale for debatten lige nu – antallet af kvindelige instruktører bag kameraet – afspejler ikke virkeligheden bag. Flere undersøgelser har vist, at antallet af kvinder, der søger om og får produktionsstøtte på Det Danske Filminstitut, procentvist er lige så højt som antallet af mænd. Der er altså ikke empirisk evidens for, at kvinder har sværere ved at komme til at lave film end mænd, men derimod for at færre kvinder søger om det.
Starten på 2017 viser, at det er muligt at lave film uden statslig indblanding ud over den sædvanlige, selvom man tilhører en minoritetsgruppe. Fenar Ahmads ’Underverden’ (premiere 19. januar) er stort set udelukkende befolket af skuespillere, der, ligesom instruktøren, har en mellemøstlig baggrund, en gruppe, der om muligt er endnu mere underrepræsenteret i dansk film end kvinder.
Filmen er ikke kommet igennem ved statslige regulativer om, at der skal være flere etniske minoriteter i dansk film. Det er bare en flok talentfulde gutter, der har taget sagen i egen hånd uden at fedte rundt med arbejdsgrupper eller kvotekrav, og som derigennem har overbevist instituttet om, at projektet var værd at støtte økonomisk. Og det bedste af det hele: Filmen er skide god (og ville i øvrigt dumpe enhver kønskvote, den er næsten udelukkende lavet af mænd!).
Desuden er spørgsmålet om kønsmæssig diversitet langt mere nuanceret end antallet af kvinder bag kameraet.
Ingen dansk instruktør – mand eller kvinde – har lavet flere film om kvinder end Lars von Trier, mens Charlotte Sachs Bostrup, Susanne Bier, Christina Rosendahl og Natasha Arthy de senere år har instrueret film med en mandlig hovedrolle: henholdsvis Anders W. Berthelsen i ’Kartellet’, Nikolaj Coster-Waldau i ’En chance til’, Peter Plaugborg i ’Idealisten’ og Anders W. Berthelsen i ’Comeback’.
Fire problemer, der fortjener rampelyset
Kønsdiskussionen er bestemt ikke uvigtig, og dansk film skal selvfølgelig forholde sig til, hvordan man gør flere kvinder interesserede i at lave film, og hvordan man sikrer, at de kvinder, der faktisk er interesserede i at lave film, også går all in på at realisere deres projekter via ansøgninger til Det Danske Filminstitut.
Men dansk film står over for langt større udfordringer, end at mændene sidder tungt i instruktørstolene. Som jeg ser det, bør disse fire problemer stjæle en anseelig andel af kønsdebattens rampelys:
1. Hvordan skal man løse den digitale distributionsudfordring, der giver problemer med piratkopiering og krav om kortere hvileperioder mellem filmens liv i biograferne og på streamingtjenesterne, så den danske filmbranche kan generobre den indtægtskilde fra dvd-salget, der for få år siden udgjorde halvdelen af indtægten for en dansk film, men i dag næsten er forsvundet?
2. Hvordan får vi flere rumper i biografsæderne til de kunstnerisk udfordrende film, der udgør dansk films vækstlag (og fremtid)? 2016 var kommercielt set et rædderligt år for den eksperimenterende filmkunst, der trods alt blomstrede i 2016, hvor interessante titler som Rasmus Heisterbergs ’I blodet’ (5519 solgte billetter), Christian Tafdrups ’Forældre’ (1603) og Ali Abbasis ’Shelley’ (143) blev totalt ignoreret ved billetlugerne.
3. Hvordan skal dansk film komme væk fra den vanetænkning, der prægede 2016 – og sælge billetter til film, der ikke bygger på eksisterende franchises? Det var stadig de gennemtærskede formelfilm, der dominerede, hvilket Jussi Adler-Olsen-filmatiseringen ’Flaskepost fra P’ med 702.000 solgte biografbilletter og ’Klassefesten 3’ med 538.000 som årets suveræne topscorere vidner om.
4. Hvem skal tage over for den gamle garde af billetsælgende instruktører med kunstnerisk integritet som Lone Scherfig, Susanne Bier, Per Fly, Thomas Vinterberg, Ole Christian Madsen, Nikolaj Arcel og Martin Zandvliet, der i allerhøjeste grad har deres øjne rettet mod udlandet?
Havregrøden venter
Jeg har ikke svarene, men problemerne bliver i hvert fald ikke løst ved, at al snakken roterer sig omkring et femte spørgsmål. Og de bliver heller ikke løst ved, at lige mange mænd og kvinder instruerer film. Der er tilsyneladende heller ikke andre i den danske filmbranche, der har løsningerne, hvilket gør det så meget desto mere alarmerende, at behandlingen af dem drukner i en diskussion om kønskvoter.
At bruge så meget tid og energi – for slet ikke at tale om offentlige midler fra Det Danske Filminstitut, der ellers meget prisværdigt i 2016 nedsatte hele tre arbejdsgrupper, der skulle undersøge, hvordan man kan sikre mere diversitet i dansk film – svarer til at diskutere, hvad vi skal have til dessert på torsdag, når vi er ved at dø af sult om mandagen. Fortsætter vi i den dur, skal vi slet ikke have dessert på torsdag. Så står den på havregrød.
Alle problemerne er vigtige, men de er ikke alle lige vigtige. Og i spørgsmålet om, hvordan vi bedst sikrer dansk films fremtid, er spørgsmålet om kønsmæssig diversitet bag kameraet det mindste af det hele.
Læs også: Modkommentar – »Jeg savner kvindelige karakterer at identificere mig med i dansk film«
Læs også: De fem bedste danske film i 2016 – rangeret