De er så småt begyndt at røre på sig – britiske Elbow – siden deres seneste veludførte album ‘The Take Off And Landing of Everything’ fra 2014. Der er kommet hele tre nye singler på bordet – ‘Magnificent (She Says)’, ‘All Disco’ og ‘Gentle Storm’ – og nu er gruppen så klar med en musikvideo til sidstnævnte.
Videoen, der er en moderne gengivelse af Godley and Cremes ‘Cry’ fra 1985, har blandt andet Benedict Cumberbatch som medvirkende og er instrueret af Kevin Godley, som også instruerede den oprindelige udgave fra 1985.
Den kommer som optakt til Elbows kommende album ‘Little Fictions’, som udkommer på fredag. De tre nye singler vidner desuden om et veloplagt band, som stadig kan levere melankolske rockmelodier med finesse for samspillet mellem ord og toner.
Du kan se videoen til ‘Gentle Storm’ øverst og lytte til ‘All Disco’ og ‘Magnificent (She Says)’ herunder.