Elbow

Det er pudsigt med Elbow. Lige siden bandet slog massivt igennem med den grandiose millionsælger ’The Seldom Seen Kid’ fra 2008, har det været svært at lytte til en ny Elbow-sang uden at sidde og vente på det øjeblik, hvor en indestængt, melankolsk melodi pludselig folder sine knudrede vinger ud og eksploderer i en fontæne af lys eller et brusende crescendo.

Det er også tilfældet med åbningssangen på dette, gruppens kun andet album, siden briterne blev rockens måske mindst glamourøse stjerner. ’This Blue World’, en indledende vuggevise, der dog akkurat slår sig i tøjret, når man forventer, at bandet aktiverer lift-off-knappen: Mod forventning udebliver den helt store orkestrale katarsis.

’Charge’ og ’Fly Boy Blue + Lunette’ følger efter og understreger, at nysgerrighedens iltre flamme stadig brænder under Elbow. Førstnævnte er bygget op omkring et krybende og ganske groovy orgelriff, imens den olme bas og den endnu mere olme sax på sidstnævnte vidner om et band, der er mere end bare den kreative klasses svar på Coldplay. Nok kan man tænde lightere til Elbows musik, men albummet opfordrer mere til fordybelse og indlevelse end enstrenget løftelse.

Læs anmeldelse: Elbow ‘Build a Rockey Boys!’

Igennem albummets 56 minutter er Guy Garvey en aldrig forsvindende ledestjerne. Hans ordrige tekster og Peter Gabriel-malmfulde aflevering (albummet er pudsigt nok indspillet i netop Gabriels Real World Studios) vidner om en forsanger med en masse på hjerte og evnerne til at forløse det meste. Snarere end de orkestrale ornamenteringer er det simpelthen mængden af ord, der bidrager til, at de fleste sange rammer seks-syv minutters-mærket.

Albummet fraviger på ingen måde de episke ballader, men sange som ’Honey Sun’ og ’Colour Fields’ rækker med deres enkle trommerytmer og skæve guitarpartier helt tilbage til bandets glimrende debutalbum ’Asleep In the Back’. Her er storheden ligesom vendt på vrangen, så man ser indersiden af den hymniske facade.

Specielt rørende er ’My Sad Captains’, hvor en ensom piccolo-trompet, klaver, håndklap, akustisk guitar og fornemme korvokaler skaber en hymne, der er som en ældgammel spiritual foldet ud i bredskærmsformat.

På titelnummeret serverer Elbow en space-rocket kakofoni, der giver mindelser om Jason Pierces Spiritualized. Selv om bandet også får denne afart af sit udtryk til at gå op i værkets helhed, er ’The Take Off…’ mest vedkommende som en intim granskning i ord og toner af nære relationer til personer og steder. ’Blanket of Night’ er som sådan den perfekte konklusion: Verset er vuggevisen, omkvædet den fejende armbevægelse – Elbow i en nøddeskal.