Pigerundkreds på efterskolen. Alle skal fortælle om første gang, de havde sex. Og alle lyver, så det driver. Også Lulu, der fortæller om, hvordan en amerikansk ambassadør, der lignede Robert Pattinson, tog hende med hjem i sin penthouse-lejlighed i Tokyo og »bare ikke ville lade min krop være i fred«.
Scenen er fra kortfilmen ‘Lulus første gang’, men det er ikke mange år siden, at instruktøren bag, Tone Ottilie, selv sad i en rundkreds på introtur i gymnasiet og blev afkrævet svar på, om hun var jomfru. Hun husker også tydeligt følelsen af forceret fællesskab på efterskolen, hvor der i hendes mindebog blandt andet står, at hun er mærkelig og »har været genstand for mange grin«.
Mens det er svært at se på Ottilies fortællermæssige fokus, filmsprog og personinstruktion, at hun er 20 år, er det tydeligt, når det gælder autenticiteten af de følelser, man har som ung. Følelser af ikke at passe ind, være forvirret over sin seksualitet og prøve grænser af. I ‘Cherrybombs’ (2013) finder hovedpersonen ud af, at hun er forelsket i sin bedste veninde. I ‘Twister’ (2015) udfordrer to piger hinanden til at give en fyr et blowjob for 500 kroner. Og i ‘Lulus første gang’ lyver den usikre Lulu for at hævde sig selv – og bliver straffet nådesløst af pigegruppen.
»Jeg er interesseret i magthierarkier mellem heteroseksuelle piger og seksuel udskamning«, siger instruktøren. »Hvis Lulu ikke er sammen med nogen, er hun kedelig og usexet, en pinlig jomfru, der ikke er nogen, der vil have. Hvis hun er sammen med nogen, bliver hun en klam slut. Det er en meget fin linje, der næsten er umulig at balancere«.
Samme balance forsøger pigerne i ‘Twister’ at ramme. De presser hinanden og vil ikke tabe ansigt ved at bakke ud. Men da de gennemfører, væmmes de over både sig selv og hinanden.
»For pigerne i ‘Twister’ handler det nærmest ikke om fyren, men om at vise sig over for hinanden. Derfor vil jeg også gerne stille spørgsmålstegn ved, hvorfor vi synes, det er så synd for de her piger. Jeg tror, det er mere kompliceret«, siger hun med henvisning til mediefortællingen om unge piger, der føler sig pressede til at leve op til fyrenes pornoidealer.
Skal man tro Ottilies film, kommer forventningspresset i lige så høj grad fra pigerne indbyrdes. Og fra hvor optaget vi er af hinandens sexliv. Hun fortæller, at hun er optaget af at undersøge outsiderrollen, jomfrudom og uskyldstab i sine film, fordi hun selv oplevede en stor omvæltning, da hun i gymnasiet gik fra at blive sat i bås som »den afseksualiserede nørd, der ikke interesserede sig for drenge« til »hende der homoen«.
»Pludselig er der enormt mange, der går op i, hvad du laver, hvem din kæreste er, hvordan I gør det, og om du hænger ud med andre homoer. Det kommer til at fylde en stor del af din identitet«.
Som for de fleste andre filmskabere er det naturligt for Ottilie at lave film om emner, hun kender. Og hun er bare enormt 20-årig, siger hun.
»Der er mange ting, jeg ikke føler, jeg kan lave film om, fordi jeg ikke har oplevet dem. Men det med at vokse op og blive ‘af-uskyldiggjort’ føler jeg klart, at jeg har oplevet«.
Blandt Ottilies ungdomsfilmfavoritter er Andrea Arnolds ‘Fish Tank’, Lukas Moodysons ‘Fucking Åmål’, Bille Augusts ‘Zappa’ og ‘Busters verden’ samt Maria Grathøs kortfilm ‘Daimi’, ‘Lækre til vi dør’ og ‘Teenland’. Men generelt er der langt imellem autentiske ungdomsfilm, mener hun.
»Det er sjældent, jeg kan genkende mig selv og mine oplevelser på en ærlig måde«, siger hun. »Jeg tror, at mange instruktører er bange for, at det bliver for banalt. De prøver at fortælle noget mere kompliceret, flot eller eksperimenterende. Jeg tror, vi ville få nogle mere spændende film, hvis folk skrællede alting af og fortalte deres egne historier. Det er nemmere sagt end gjort, og jeg kan ikke altid selv finde ud af at gøre det – men jeg prøver at have en tilgang til mine film om at vise noget, jeg selv har følt«.
Læs også: Hold øje med Tone Ottilie – vi fandt et stortalent på et håbløst sted