Den kommende DC-storfilm ’Justice League’ har været gennem en turbulent tilblivelsesproces. Det skyldes ikke mindst, at filmens oprindelige instruktør Zack Snyder måtte forlade filmen på grund af sin datters død.
Siden har Joss Whedon, manden bag ’Firefly’-serien og ’Avengers’-filmene, grebet roret, men han har åbenbart ikke været helt i stand til at få produktionen på ret køl. I hvert fald skriver Variety, at filmens reshoots bliver ekstremt dyre.
I Hollywood er det normalt at planlægge reshoots, allerede inden optagelserne går i gang, men ifølge kilder på filmholdet har ‘Justice League’ sprunget budgettet for disse optagelser, så det nu lyder på 25 millioner dollars. Problemet er ikke mindst, at filmens mange stjerner skal finde tid i kalenderen til de nye scener – og nå ja, Henry Cavills overskæg.
Cavill, der spiller Superman i ’Justice League’, har groet et solidt overskæg til sin rolle i den kommende ’Mission Impossible’-film, og selskabet Paramount har givet ham et strengt forbud mod at barbere det væk under de nye ’Justice League’-optagelser. Det betyder, at overskægget skal fjernes digitalt.
Samtidig er Ezra Miller (Flash) bundet til ’Fantastic Beasts’-optagelserne, så det er noget af et logistisk helvede, superheltefilmen er havnet i.
Hvis alt går efter planen, får ’Justice League’ dansk biografpremiere den 16. november. Se den seneste trailer til filmen herunder.