I serien ‘Orphan Black’ excellerer Tatiana Maslany med 10-11 forskellige roller i et actionfyldt sci-fi-univers.
Og nu går Lisbeth Salander-stjernen Noomi Rapace hende i bedene. I den kommende Netflix-film ‘What Happened to Monday’ spiller svenskeren syv søstre, der i en dystopisk fremtid tvinges til at udgive sig for at være den samme, da myndighederne med Glenn Close i spidsen håndhæver en streng étbarnspolitik.
Willem Dafoe spiller bedstefaren, der har lært de syv søstre at overleve, men de må stå sammen som aldrig før, da én af dem en dag forsvinder.
Man får klare ‘Orphan Black’-associationer, når man ser traileren, men også ‘Children of Men’ synes at være en klar inspiration, om end historien er med modsat fortegn.
‘What Happened to Monday’, der er instrueret af Tommy Wirkola, får premiere på Netflix 18. august.