Når en musikvideo påbegyndes af en forsikring om, at den ikke lovpriser nogen form for kult, ved man, at der ikke bare er tale om den helt typiske hiphopvideo med store biler og afklædte damer.
Dette er tilfældet i den nye video fra Chris Brown til det lige så nye nummer, ‘High End’, hvor han får prominent besøg af både Future og Young Thug til et gennemført horror-freakshow.
Nummeret såvel som videoen oser af uhygge i alt fra den vampyrbesyngende tekst og de horrorklingende keys til den gyserlignende video. Der kanaliseres vaskeægte Michael Jackson’sk ’Thriller’-vibes, når de halv- eller heldøde medvirkende går all in på en fællesdans – selv om den uskyldige ‘Thriller’-stemning nu nok må siges at lægge sig, idet Young Thug pløkker hele bundet.
‘High End’ (der naturligvis skulle slippes i dag, fredag den 13.) er hentet fra Chris Browns kommende album, ‘Heartbreak on a Full Moon’, der i uhyggens navn udkommer til Halloween.