Den svenske folkduo First Aid Kit har virkelig smidt en bombe af gode nyheder for fans i dag: De har udgivet singlen ‘Postcard’, annonceret det kommende album ‘Ruins’ og afsløret en turné, som bringer dem forbi Store Vega den 11. marts.
First Aid Kits musik spænder fra poppet folk til hardcore, næsten pastiche-agtig bluegrass, og ‘Postcard’ lægger sig bestemt i sidstnævne grøft, som den er badet i whiskers, lap steel, hammondorgel og tostemmigt kor. Førstesinglen ‘It’s a Shame’ spillede på samme tangenter, og de to svenske søstres glorificering af amerikansk countrymusik lader altså til at være på sit højeste.
Det kommende album ‘Ruins’ udkommer den 19. januar næste år og bliver efterfølgeren til ‘Stay Gold’ fra 2014. Albummet er indspillet i Portland, Oregon i samarbejde med producer Tucker Martine.
Billetsalget til Store Vega starter den 3. november klokken 10.00.
First Aid Kit (SE)
11. marts
Store Vega
Billetpris: Endnu ikke offentliggjort