KOMMENTAR. Love is a bitch. I hvert fald hvis man skal dømme ud fra det store opbud af film og tv-serier, der i disse år gerne udstiller parforholdets op- og nedture som minikrigszoner i hjemmet:
Fra den geniale engelske serie ’Catastrophe’ til danske Christian Tafdrups polariserende spillefilm ’En frygtelig kvinde’, komedieserierne ’You’re the Worst’ og ‘Love’, Emmy-vinderen ’Big Little Lies’, utroskabshittet ’The Affair’ og hedengangne ’Girls’. Med mange, mange flere.
Det er hverken dumt eller uvelkomment, og størstedelen af både ovenstående titler og deres tematisk beslægtede fiktionsfrænder går i kødet på kærlighed i kynismens tid med veloplagt vid og bid og velspillende casts, der formår at vække latterbrøl i lige mål med stof til eftertanke.
For virkelighedens parforhold er jo til tider så rundforvirrede over samtidens præstationsfremmende sociale konventioner og kønsroller i opbrud, at man har brug for at tage luften lidt ud af drømmebillederne, hvad end det er med satire eller alvorstung seriøsitet.
Midt i moradset af knust service og skrammede følelser er hverdagskærligheden imidlertid blevet lidt forsømt.
Den kærlighed, der afspejler forhold, som de fleste (sunde) forhold (forhåbentlig) er flest, hvor to personer oprigtigt og uden bagtanker stræber efter at skabe en tryg og rar tilværelse sammen og for hinanden. Og uden dagligt at granske deres seksuelle orientering, køn eller etnicitet i en samfundspolitisk kontekst.
En umiddelbar varme
Der er selvsagt ikke så meget ramasjang over hverdagskærligheden, hvorfor den ikke slår nær så mange tv-gnister som saftige sidesprings konsekvenser. Men den luner så dejligt, når den agerer afbalanceret baggrundstæppe i optimistisk kontrast til hovedpersonernes udskejelser. Som i Netflix’ fine serie ’Easy’, hvis anden sæson landede i december – skabt af Joe Swanberg, instruktøren bag den fremragende, skæve romantiske komedie ’Drinking Buddies’ fra 2013.
’Easy’ består af små fragmenterede historier fra en række forholdsvist gennemsnitlige menneskers dagligdag i Chicago. Serien skyer ikke tilbage for at skildre forholdets vrangsider – fra dobbeltmoralske feministiske dogmer til sviende breakups – og er ofte meget, meget morsom.
Men det, der for alvor rørte mig under anden sæson, var den umiddelbare varme, med hvilken Swanberg tegner parforholdet i særligt episoden ’Spent Grain’ (en fortsat historie fra første sæson).
Her spiller Dave Franco den ene halvdel af en mikrobryggeri-duo, der forsøger at slå igennem i Chicagos restaurationsbranche. Både han og forretningspartneren er unge hipster-fædre, hvis kærester ligeledes arbejder sammen på en nystartet business (salg af økologiske hundekiks), der pludselig tager fart, mens øl-eventyret står i frustrerende stampe.
Allerede her lugter den følelsesforråede serieseer konflikt: Kan forholdene overleve, at begge køn jagter karrieren? Kan de ølbryggende drengerøve finde ud af at være ansvarlige fædre? Og kan de leve med, at deres kvinder potentielt får større succes?
’Easy’ skræver over de klichefyldte faldgruber og svarer yes to all of the above.
Mændene er oprigtigt stolte af deres kæresters sejre. Og pigerne støtter deres mænds til tider noget op-ad-bakke-projekt, også når det tager tid fra familieliv og tosomhed. Det er sympatisk og forfriskende udramatisk, ikke helt ulig det sødmefulde forhold mellem Adam Driver og Golshifteh Farahani i et andet højdepunkt fra 2017, Jim Jarmusch’ poetiske hverdagshyldest ‘Paterson’. Det føles ægte.
Gulerod, ikke pisk
Da Francos Jeff dratter omkuld hos en ven efter at have drukket sig i hegnet over sine karrierefrustrationer, og da han først kravler hjem i egen seng til kæresten Noelle (Zazie Beetz) i de tidlige morgentimer, mødes han ikke af den form for aggressivitet, der kendetegner lidt for mange serie og filmbeskrivelser af ’almindelige’ forhold, men derimod forståelse for en svær situation.
Kærligheden er et fælles projekt, hvor begge parter tager ansvar og giver plads, og selvom det er en lektie, de fleste noterer sig allerede i sandkassen, når de lader deres udkårne låne den pæne spand og skovl, er det vigtigt også at blive mindet om på skærmen i ny og næ, inden de fiktive kønskampe efterlader sig snigende spor af virkelighedstro bitterhed.
(Mild spoiler for ’Easy’-epsioden ’Spent Grain’)
I ’Easy’ bliver Franco stay-at-home-dad, mens kæresten tjener pengene. I en glad lille ordløs scene ligger han slutteligt på gulvet og storsmiler til sin pludrende baby, helt i ro og uden at føle sig som nogen trynet tøffelhelt, bare fordi hans kæreste har succes. Man ånder lettet op.
Det er evigt underholdende at krumme tæer over parforholdets udfordringer. Men når ’Easy’ folder dem beroligende ud igen med påmindelsen om, at kærligheden langt fra altid behøver at være så svær, går det op for én, hvor langt mellem snapsene der er i skildringerne af den inspirerende hverdagskærlighed, hvor eftertanken udspringer af gulerod frem for pisk.
Lad endelig bare 2018 byde på lidt mere easy love til stressede hjerter.
Læs også: Anmeldelse af ‘En frygtelig kvinde’ – Tafdrups kønssatire går planken ud