En dag for så ikke længe siden, det har vel været i slutningen af januar, faldt jeg over en Reddit-post, der meddelte, at en lille film ved navn ’Negative Space’ lå frit tilgængeligt på Youtube. Den var åbenbart Oscar-nomineret i år i kategorien for bedste animerede kortfilm, og så varede den blot fem minutter, en kærkommen længde på en overspringshandling, når man bør gå i seng, men ikke kan.
Fem minutter senere var det faktisk svært at sove. For ’Negative Space’ er en af de smukkeste kortfilm, jeg har set, den slags, der får blodet i omløb og rammer hårdere end de fleste film på to timer. Det er en film, der til perfektion udnytter både kortfilmformatet afgrænsede rammer og animationsudtrykkets abstraktion – og i krydsfeltet opnår en højere enhed.
’Negative Space’ handler om… at pakke en kuffert. Vores unavngivne hovedperson kan pakke en kuffert bedre end de fleste. Han ved, hvilke stykker tøj man skal lægge nederst og øverst og i siden, og hvordan skjorter og bukser skal foldes, så alt kan være der, og intet bliver krøllet. Han har lært det af sin far, som brugte den meget, kufferten. Drengen pakkede, faren tog afsted, og når han var fremme, ringede han: Perfekt pakket, søn!
Det var det, de havde sammen, far og søn. Et lille øjebliks nærvær uløseligt forbundet til fraværet – en for alle andre ubetydelig detalje, som er med til at forme en dreng i hans fars billede, indtil han en dag er en voksen mand, der forstår alt det, der ikke blev plads til i farens kuffert og, behøver jeg skrive det, liv. Og måske også begynder at tænke over, om han selv har formået at pakke, som han gerne vil.
’Negative Space’ er instrueret af Max Porter og Ru Kuwuhata i enkel, men detaljeret stop-motion, og historien er baseret på et digt af Ron Koertge. Og filmen føles da også som et digt, smukt og fantasifuldt visualiseret, når motorvejen bliver til et hav af beklædningsgenstande, som alle sammen skal i kufferten. Hovedessensen er en følelse, men filmen udfolder også et simpelt forløb, der sætter mere gang i i følelsesbanerne, end man troede muligt på 300 sekunder. Slutningen, som ikke skal røbes her, er en følelsesmæssig mavepuster af et svirp med halen og galgenhumoristisk bund. Effekten kan måske sammenlignes med nyklassiske montage, hvor Ellie og Carls liv passerer revy i starten af Pixars ’Up’.
Porter og Kuwuhata blev begge ramt personligt, da de læste Koertges digt. Kuwahatas far var pilot og rejste ofte.
»Jeg husker min far justere sit ur, lige før han forlod huset, og jeg husker pakkelisten, som han satte fast på væggen på hans kontor. Mine mest levende barndomsminder er knyttet til objekter, teksturer og hverdagsrutiner«, har Kuwuhata sagt til Variety.
»Digtet talte ærligt til mig om måden, forældre og børn ofte ritualiserer deres forbindelse til hinanden«, tilføjer Porter.
Det fine ved filmen er da også netop nuancerne i forholdet mellem far og søn. For selvom farens fravær og emotionelle knude kaster en skygge over sønnens opvækst, forstår man også, hvor vigtigt det på overfladen så banale, nærmest rigide ritual er for sønnen. Hvor varme følelser han forbinder det med.
De to instruktører bor i USA, men skabte filmen i Frankrig. Den er dog på engelsk for at bevare de nøjagtige ord fra digtet i hovedpersonens melankolske voiceover. Deres film har vundet 25 priser verden over, og om alt går som fortjent, kan Porter og Kuwuhata pakke en Oscar-statuette i kufferten 4. marts.
’Negative Space’ blev lagt på nettet i to uger i oktober og er siden dukket op illegalt. Den forsvandt fra Youtube, kort tid efter jeg havde set den, men 16., 21. og 28. februar kan man se alle de Oscar-nominerede kortfilm, animation såvel som liveaction, i Vester Vov Vov i København. Alene for ’Negative Space’ er det besøget værd.
Skal man svinge sig helt op på de høje nagler, er det sådan en film, der på den mest underspillede facon kan forandre ens liv, hvis man giver den lov. Hvad pakker jeg selv kufferten med? Hvad gjorde mine forældre?
Nå ja, er man ikke i det eksistentielle lune, kan filmen såmænd også bare lære én, hvordan man pakker sin helt konkrete, ikke-metaforiske kuffert mere effektivt, næste gang man rejser sydpå.
Læs også: En måned til Oscar – hvem vinder for bedste film?