Reiff jr.
Guitaristen, komponisten og kapelmesteren Reiff jr aka Søren Reiff har, efter årevis bag både danske og udenlandske stjerner, udgivet et soloalbum, der blander jazz, funk, soul og RnB. Alle numre er skrevet og produceret af ham selv og består primært af fløjslblød instrumentkæleri og ditto vokal af blandt andre Michael Ruff (USA) og Rikke Mølgaard. Vokaldelen spiller nu ikke nogen afgørende rolle, da denne plade lægger hovedvægten på at skabe instrumentale stemningsbilleder med adskillige, til tider lige lovligt lange, guitarsoli, hvor Reiff’s fingernemhed demonstreres til fulde. Resten af de velspillede instrumenter i Funky Flavas truppen håndteres af Anders Pedersen (trommer), Jannik Jensen (bas), Stig Kaufmanas (keys), Flemming Nilsson (perc) og Kasper Langkjær (trommer). Der kan med den besætning ikke sættes den mindste finger på den tekniske kunnen og produktionen er vældig god, men det bliver dermed også en kende for poleret i længden, i stil med Eric Gadd, når han er rigtig glat.
Som baggrundsmusik i en lækkerhedsbehæftet cafe med designermøbler og tapas, eller i et stearinoplyst soveværelse, vil det være helt perfekt, for det er glat, groovy og selvsikkert, uden at være opmærksomhedskrævende, og min eneste anke er i virkeligheden nok, at jeg faktisk ville ønske min opmærksomhed blev krævet lidt mere. Numre som f.eks. ‘If Anybody Wants To Know’ og ‘Growing Love’ glider ind og jeg kan lide det, men jeg kan ikke huske det særlig længe. Jeg kan dog forestille mig, at det vil være lidt af en oplevelse live, for de her drenge kan altså deres kram, og der vil fraværet af den perfektionistiske produktion formentlig komme dem til gode.