Razorlight

Måske har Razorlight haft behov for at tænke ud af boksen i forsøget på at komme videre efter megahittet ‘America’ fra gruppens selvbetitlede 2007-album. For ganske vist sprang briterne på det album ud som rigtige popsnedkere, hvilket de som udgangspunkt fortsætter med på deres nye tredje studiealbum ‘Slipway Fires’. Men hvor de to forgængere var præget af ligefrem sangskrivning, så er numrene denne gang blevet spædet op med en anseelig dosis kompositoriske krumspring og klaverboksning, der flere steder tilføjer udtrykket et sært teatralsk præg.

Selvom gruppens medlemmer skal have et klap på skuldrene for at prøve noget nyt, så er deres seneste tilføjelse til diskografien ingenlunde vellykket. Man får allerede færten af miseren på åbningsnummeret ‘Wire to Wire’, hvis højtidelige besyngelse af kærligheden virker akavet og unødvendigt prætentiøs. Endnu værre bliver det på ‘Tabloid Lover’ og ‘North London Trash’, hvor gruppen forsøger sig med letkøbte og seriøst usjove udleveringer af det engelske jetset, og den uforståelige horror-pastiche ‘Blood for Wild Blood’, der er cirka ligeså urovækkende som ‘Bamses billedbog’.

Retfærdigvis skal det nævnes, at ‘Hostage of Love’, ‘You and the Rest’ og ‘Stinger’ tilbyder nogenlunde acceptable melodier, der modsat resten af albummet ikke nærmer sig det decideret irriterende. Men det ændrer langt fra på det faktum, at Razorlight med ‘Slipway Fires’ har bevæget sig ind i en musikalsk blindgyde, som gruppen forhåbentlig hurtigst muligt finder ud af igen.