Crystal Antlers
Usmageligt omslag med skamlæbelignende motiv i skrigende farver og hæsligt logo i 70’er-agtig nyjugend-stil, tjek. Dynger af orgel og gammeldags, fuzzpelset guitar, samt en percussionist, der har den frækhed at kalde sig ‘Sexual Chocolate’, tjek. Rigelig hype fra en musikpresse, som med jungletrommerne samstemmende har indvarslet at psych-rocken nu for alvor er tilbage, tjek.
Man ville med sådanne førsteindtryk i baghovedet måske være tilbøjelig til at rubricere Crystal Antlers som kyniske medløbere i en ny bølge. Det ville dog være lidt uretfærdigt overfor de californiske knægte. Bandet nitter med denne debut-ep psykedeliaen stramt sammen med afsporede og letantændelige post-hardcore-elementer. Især forsanger Jonny Bells hæse, paniske hyl og de mol-dominerede melodilinjer synes at være plukket direkte fra den genre.
Hvad Crystal Antlers akkumulerer af brutalt og mismodigt stemningsgods og imponerende kviksølvssnar dynamik i kompositionerne, mangler de til gengæld i deres evne (og lyst?) til at fastholde lytteren effektivt. Ingen hooks eller grooves – kun ultrakrævende kompromisløshed, som udbeder sig fuld attention i samfulde 24 minutter. Der bliver absolut ikke givet ved dørene.
Ultimativt er ep’en derfor ikke abstinensfremkaldende men mest interessant på grund af dens særegne lyd. Det er et intenst og klaustrofobisk bad trip ned i et nådesløst løvegab, hvor konventionerne for længst er hørt op, og hvor smerte bare rimer på mere smerte. Det er der bestemt potentiale i, men måske bliver det først realiseret senere på et decideret album.