Tribes

Efter at have været i de engelske mediers søgelys meget af 2011 har rockkvartetten fra Camden forløst stemningen med deres debutalbum, der overbevisende placerer sig et sted mellem Seattle-grunge og 90’er-britpop.

Albummet åbner med ‘Whenever’, der tydeligt genkalder Nirvanas ‘Smells Like Teen Spirit’, men med et slående britisk islæt. Der følges op med ‘When We Were Children’, et af albummets bedste øjeblikke, der er som en på én gang romantisk og rebelsk teenagers drøm, og har et smittende højt niveau af ørehængende hooks, ligesom de andre numre på især pladens første del. Blandt andet på ‘Sappho’, der inspireret af den lesbiske digter giver et lækkert bud på et indie-rock-hit, som længe har været savnet.

På anden del sættes tempoet ned og flere af sangene reflekterer på smuk, nostalgisk vis over den forsvundne ubekymrede barndom og ungdommens lethed, ensomhed og tab. Forsanger Johnny Lloyd, hvis vokal genkalder forbilledet Black Francis fra Pixies, mistede for kort tid siden en nær ven og brød samtidig med sin kæreste, hvilket afspejles i albummets udprægede personlige dybde, som især udtrykkes i den passionerede ‘Corner Of An English Field’, der slutter med Lloyds sigende »Don’t you leave me alone«.

Med ‘Baby’ viser briterne potentiale til at bryde igennem hos et bredt publikum, selvom der selvsagt stadig et stykke vej, før de når inspirationskilderne som Nirvana, Pixies og The Libertines højder. Spørgsmålet er, om de kan finde deres egen plads og ikke bare stå i skyggen af de ikoniske forbilleder.