Ideen virker egentlig god nok. I samarbejde med tøjkæden Revolve ville designeren Pia Arrobio, der står bag Revolves undermærke LPA, lave fem trøjer, der skulle sætte fokus på trolling på internettet igennem citater fra kendte personligheder som Lena Dunham, Cara Delevingne og modellen Paloma Elsesser. Deres citater var eksempler på noget af det værste, der var blevet sagt til dem eller om dem online.
Dunham havde valgt »Horrible result of modern feminism«, Delevingne »Too boney to be boned«, mens Paloma Elsesser, der er en udtalt fortaler for kropspositivitet, ville have citatet »Being fat is not beautiful it’s an excuse« med i puljen af de fem sweatshirts, der indgår i minikollektionen. Overskuddet af salget skulle gå til velgørenhed.
Det kom dog aldrig så langt, for da den første trøje ramte internettet via Revolve, var helvede pludselig løs.
LOLLLLL @REVOLVE y’all are a mess. pic.twitter.com/CrzOkd5oE4
— Tess Holliday ? (@Tess_Holliday) September 12, 2018
Modellen Tess Holliday sagde det enkelt: »Y’all are a mess«. For uden videre kontekst var trøjen røget online ovenikøbet skudt på en tynd, hvid model og uden mulighed for at læse teksten med småt, der bar seriens titel ‘As Said To’ og så Elsessers navn. Det var nemlig hendes troll-citat, som var på trøjen, og pludselig fik en helt anden betydning.
»Jeg kan ikke længere støtte samarbejdet eller lægge navn til det på nogen måde«, skrev Lena Dunham på Instagram i går aftes. »Det gør ikke min kærlighed til eller respekt for, hvad Pia har gjort med LPA, mindre, men jeg er meget skuffet over Revolves håndtering af en følsomt emne og et samarbejde, der handlede om at genvinde internet-trolls’ ord for at fejre det smukke ved diversitet, kroppe og oplevelser«.
»Vi ved, at citaterne var chokerende, hvilket var pointen. At sætte fokus på, hvordan vi har normaliseret den måde, vi snakker grimt til hinanden på internettet«, skriver LPA blandt andet i en undskyldning og forklaring ifølge Fashionista. »Efter kontroversen støtter vi Revolve og fjernelsen af kollektionen fra vores site. Vi er også stolte over at lave vores egen donation til Girls Write Now (som skulle have modtaget overskuddet af salget, red.)«.
Og så er der sikkert mange, der har lært vigtigtheden af tydelig kommunikation – på alle tænkelige måder.
Læs også: Med en simpel t-shirt udstiller Chromat modens kamp med kropspositivitet