Hiphopscenen har mistet to af sine vigtigste unge stemmer på under et år. Lil Peep døde i slutningen af sidste år som følge af en overdosis, mens XXXTentacion blev skudt tidligere i år, sandsynligvis som del af et mislykket røveri.
Nu er der netop udkommet et track med begge de afdøde rappere i form af ‘Falling Down’.
Der er dog ikke tale om en sang, der blev lavet, mens begge rappere levede. Men et Peep-nummer, som XXXTentacion har indspillet vokal til efter Peeps død.
Imellem versene kan man endda høre X snakke om, at han er ked af, han ikke nåede at lære Peep at kende, før han døde. ‘Falling Down’ havde desuden oprindeligt iLoveMakonnen på gæstevokal, og sangen er produceret af Mike Will Made It, hvilket er ret overraskende i forhold til den ret rockede lyd.
Tidligere har Lil Peeps producer udtalt, at der er en del mere materiale med den afdøde rapper, og så har blandt andet Lil Pump teaset sange med XXXTentacion på sociale medier. Så det er nok ikke sidste posthume sang, vi får med de to rappere.
Læs også: XXXTentacion var sin generations vigtigste stemme – elsket og hadet, men umulig at ignorere
Læs også: Lil Peeps musik var ét stort råb om hjælp – hvorfor blev det ikke hørt?