Kanye West står i disse dage egenhændigt for at levere oceaner af materiale til ‘Saturday Night Live’. Og muligheden for at spoofe det bizarre møde mellem West og Trump, der fandt sted tidligere på ugen, var selvfølgelig for god til at afslå for det populære sketchshow.
Som sædvanligt er det Alec Baldwin, der står for sin knivskarpe Trump-imitation, mens Chris Redd inkarnerer Kanye med en MAGA-hat på hovedet i den morsomme spoof. Ligesom i virkelighedens verden skøjter mødet i Det ovale værelse fra det ene emne til det andet. Det går blandt andet op for Trump, at Kanye er den sorte version af ham selv, og at han rent faktisk er »cuckoo«.
Særligt voiceoverne, der gør det ud for Trump og NFL Hall of Fame-stjernen Jim Browns indre stemmer, er afsindigt morsomme. Trump parafraserer blandt andet Wests skøre ‘Lift Yourself’-vers, indimellem en indre dialog om hvorvidt mødet rent faktisk bliver god reklame for ham.