Menomena

»I did it for survival, but I look like the asshole anyway« lyder det på ‘Heavy Is As Heavy Does’, et af flere numre på Menomenas femte album, der minder om, at man formes af sine omgivelser, men stadig stilles til ansvar. »Heavy are the branches hanging from my fucked up familiy tree« – uanset hvordan man forsøger at bide fra sig, så formes man af sin opvækst. Men gennem den musikalske kampgejst i deres detaljerige, eksperimenterende rockmusik kommunikerer Justin Harris og Danny Seim lys for enden af traumetunnellen.

Tag ‘Plumage’, hvor en fortælling om mislykket, besidderisk kærlighed (»I’m nothing more than an animal in search of another animal to tame and claim as my own«) leveres med upbeat rockorgel, larmende guitar, taktklap, en cool, brummende saxofon, og ender med det gentagne »I guess I ought to face my fears«. Fremmedgjort og kærlighedshungrende kan man holde hovedet højt ved at indrømme, at man er netop det og så tage den derfra.

Læs anmeldelse: Menomena ‘Mines’

På ‘Baton’ sitrer en opløftende rytmisk intro med jødeharpe, blid percussion og en varm, dyb bas, og når beatet sætter ind pyntet med spæde orgeltoner kunne teksten nemt have været stykket sammen af noget lysere end fraser som »I wish that wrecking fantasies could pass for a career«.

Når Harris og Seim blander deres multimusikalske saft og kraft i det alvorlige tekstunivers leverer de alvor uden at drukne lytteren, og man kan opløftet tro på, at en form for frihed kan findes i netop selvindsigten.