The Entrepreneurs’ debutalbum introducerer en ny lyd på næsten hver eneste sang
I 2016 udgav de københavnske støjrockere i The Entrepreneurs deres fremragende debut-ep, ‘Tony Rominger’. På blot et kvarter leverede de en hæsblæsende, slagkraftig oplevelse, og det har siden da været spændende at gætte om, hvor de ville bevæge sig hen som det næste.
Man har skulle vente knap tre år på svaret i form af debutalbummet ‘Noise & Romance’, og konklusionen er, at de har besluttet sig for at gå i stort set alle tænkelige retninger, der på nogen måde kunne synes at være inden for logisk rækkevidde.
Der er shoegaze i bedste My Bloody Valentine-stil på ‘Session 1’, Thee Oh Sees-agtig garage-psych på ‘Say So!’, intim folkpop på ‘Morning Son’ og endda elementer af synthpop og r’n’b på ‘Ages’. Næsten hver eneste sang på albummet introducerer en ny lyd.
Det ender med på én gang at være albummets største styrke og svaghed. Det er på den ene side altid spændende at følge med i, hvad de kaster sig over fra det ene track til det andet, og albummet bliver på intet tidspunkt ensformigt. På den anden side ender det med at føles som en assorteret samling af ti tracks, der ikke har særlig meget med hinanden at gøre.
Hvis der skulle være noget, der binder de mange sange sammen, så ville det være forsanger Mathias Bertelsens idiosynkratiske vokal, der lægger sig næsten fuldkommen i diskanten. Den står overraskende godt til det brede udvalg af genrer, der er til stede, og især på følsomme numre som ‘Be Mine’, ‘Sail Away’ og ‘Despair’ viser den sin spændvidde.
I det hele taget tackler The Entrepreneurs faktisk de mange forskellige genrer ret godt. De ti sange kunne som sådan sagtens være smagsprøver på ti vidt forskellige The Entrepreneurs-album, der formentlig alle ville fungere ret godt. Uanset om det er New Order-kærlighed på ‘Despair’ eller den let eksperimentelle psykedelia på ‘D-Tune’, viser de, at de er i stand til at skrive solide sange, nærmest uanset hvilken lyd, de forsøger at ramme.
Grundet de forskellige stilarter er det dog svært at sige meget overordnet om albummet. Der er ikke rigtig noget, der binder de forskellige stilarter sammen, så det endelige produkt er en kende retningsløst, hvilket jo er synd, når de har skabt en samling af så forskelligartede, veludførte sange,
Kort sagt:
Rockgruppen The Entrepreneurs kaster sig over en del forskellige stilarter på deres debutalbum, og selv om de tackler de mange genrer ret godt, mangler albummet en lim, der binder de divergerende lyde sammen.