Gåte

At gothisk metal går fint i spænd med skandinavisk folkemusik, gik op for de fleste, da norske Gåte i 2002 debuterede med albummet ‘Jygri’. Den unge konstellation ramte en sjælden stemning af mørke skove, fagre sirener og poetiske kæmper, som straks bjergtog store dele af verdensbefolkningens drømmere. For der var noget underjordisk og eventyrligt ved det. Noget dragende, som lå lige under mosekonens musikalske bryg. Og det gør det heldigvis stadig.

Omgivelserne på “Iselilja” er nemlig de samme. Der er stadig dunkle og tunge skumringer, stadig ensomme vandringer gennem tusmørket og stadig en smukt lysende sang ved verdens ende – Gunnhild Sundis fine og rullende behandling af det norske sprog er unægteligt en dulmende oplevelse, selvom den også kan få det til at krible besynderligt i huden. Og den effektive kontrast til de massivt komponerede stykker musik, får den til at virke endnu stærkere og endnu mere pålidelig. Som en tryg moderskikkelse i en utryg situation.

Gruppens virke er i højere grad harmonisk på det nye album, og der er knap så mange irriterende udstikkere, som på det første. Trods en stadig ung alder – og et ungt udtryk – er der en snigende modenhed at spore, en retning, som efterhånden er blevet pejlet ordentligt ind, men som stadig er åben for kreative skridt. Det høres tydeligt på “Iselilja”, hvor der er blevet rodet lidt op i strukturen og det fedtede hår i et forsøg på at bryde yderligere med konventionerne. Det er lykkedes nogenlunde, men alt for ofte efterlades man med en uafrundet følelse. Som om man mangler at blive fortalt flere væsentlige pointer. Det musikalske facit mangler mellemregninger, og Gåte synes generelt at tage for store mundfulde. Skulderklap skal de unge nordmænd dog have for lysten til at skabe komplekse billeder.

“Iselilja” er dog gennemgående mere helstøbt end “Jygri”, og det er et album, der potentielt kunne blive fast gæst hos både romantiske goth’s, dybsindige fantaster og eskapistiske rollespillere.