’Game of Thrones’-castet taler ud om finalekampen: »Alle beder til, de aldrig skal gøre det her igen«

’Game of Thrones’-castet taler ud om finalekampen: »Alle beder til, de aldrig skal gøre det her igen«
Kit Harington i 'Game of Thrones'.

Vi nærmer os den ottende og sidste sæson af ’Game of Thrones’. Grundet HBO-flagskibsseriens kæmpestore succes og alverdens nysgerrige næser har det været en nødvendighed at holde kortene ekstremt tæt på kroppen. Nu løfter seriens instruktør og skuespillere dog lidt af sløret for, hvad vi har i vente – eller snarere: Hvor vildt et omfang, der er tale om, i sæsonens finaleopgør.

Der er nemlig lagt op til en episk kamp, når den (ifølge Entertainment Weekly) »længst sammenhængende kampscene nogensinde på film« går ned i finalesæsonen. En scene, der krævede natteskydninger over hele 11 uger. Slaget står i Winterfell mod The Night King og hans Army of the Dead – ført an af karakterer som blandt andre Jon Snow, Daenerys Targaryen, Tryon Lannister, Arya Stark, Sansa Stark, Ser Jorah Mormont, Brienne of Tarth og Samwell Tarly.

Co-executive producer Bryan Cogman fortæller om finaleopgøret til Entertainment Weekly, at det var et kæmpestort puslespil at planlægge og sammensætte: »Den sidste nærkamp mellem Army of the Dead og den levende hær er fuldkommen uden fortilfælde, ubønhørlig og et miks af genrer selv under selve kampen. Der er sekvenser indlejret i sekvenser indlejret i sekvenser«.

Iain Glen, der spiller rollen som Ser Jorah Mormont, fortæller om de udmattende natteoptagelser: »Det var den mest ubehagelige oplevelse, jeg har haft på ’Thrones’. En ægte test, virkelig elendigt. Du kommer i seng klokken syv om morgenen, og når du vågner midt på dagen, er du stadig så udmattet, du ikke rigtigt kan noget som helst, og så er du tilbage. Du har intet liv ud over det. Du har en fuldkommen fucked gruppe skuespillere. Men uden at blive alt for method acting-agtig omkring det, bløder det igennem på skærmen til den virkelige ’Thrones’-verden«.

Maisie Williams, der spiller Arya Stark, fik et år inden optagelserne at vide, at hun skulle i skarp træning for at blive fysisk klar til finalen. Williams fortæller: »Jeg springer kampen over hvert år, hvilket er bizart, da Arya er den, der har trænet mest. Det her er første gang, jeg prøver det. Og jeg er blevet kastet direkte ud på det dybe«.

»Intet kan forberede dig på, hvor fysisk drænende, det er. Det er nat efter nat, igen og igen, og det stopper bare ikke«, fortsætter Williams. »Der er øjeblikke, hvor du er så nedbrudt som menneske, du bare vil græde. Det hårde arbejde betaler sig i denne her serie. Efter en af de rigtig hårde dage, ved du, det bliver en del af noget så ikonisk, og at det kommer til at se fantastisk ud«.

»Alle beder til, de aldrig skal gøre det her igen«, fortæller Rory McCann, der spiller The Hound.

Læs alle udtalelserne via Entertainment Weekly.

’Game of Thrones’ sæson otte får premiere den 14. april i USA og den 15. april i Danmark.

 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af