Katie Melua

En hurtig bladren igennem cd-coveret på Katie Meluas debutalbum ‘Call Off the Search’ afslører en smuk ung pige med dådyrøjne og et lidt sørgmodigt udtryk, som vist de færreste mænd kan stå for. Der er dog så mange billeder, at første indskydelse var at Melua sælges på udseendet og ikke talentet.

Det er også tilfældet, at der gøres meget opmærksom på den kønne pige, men det betyder i dette tilfælde ikke, at talentet ikke er der – tværtimod.

Melua synger som en en erfaren sangerinde sig igennem en håndfuld gode og stemningsfyldte sange, og i perioder anes der endda en smuk Edith Piaf-lignende vibrato, men alligevel er Katie Melua sin egen.

Pladen består overvejende af ballader, og selvom de alle er meget velspillede og flot sunget, bliver det en alt for ensformigt. Det havde uden tvivl klædt pladen, hvis lidt flere up-tempo numre var blevet inkluderet, som en anden ung jazz-komet Jamie Cullum har gjort med fin success.

Stilen lægger sig op af den, som Norah Jones for alvor har gjort populær. Det er ikke helt jazz, men indeholder elementer og er ikke helt pop, men alligevel mere end jazz. Ja, det kan være svært at placeret det genremæssigt, så lad os bare opfinde genren ‘poppet jazz-soul med et strejf af blues’, for det kan vist ikke siges meget bedre.

Det er blevet til en utrolig behagelig, men også noget kedelig cd fra den kun 20-årige pige, men den kan sagtens bruges som et lille intermezzo for de musikelskere, der går og venter på tredie plade fra Norah Jones.