Shank

Problemet med begejstrede anmeldelser er, at de ikke er nær så sjove som forargede anmeldelser. En dårlig anmeldelse kan man rigtig smage på; man kan lade sin ordekvilibrisme få frit løb. Man kan finde nye fremmedord til at beskrive, hvor åndssvag (debil, fatuid, evnesvag, imbecil, oligofren) en given kunstner er, mens en vildt engageret positiv anmeldelse let bare bliver sådan noget Jubiiii!!! Køøøb! Køøøb!

Shanks Do er intet mindre end en fremragende cd, og den fortjener en seriøs anmeldelse. Derfor har jeg valgt for øjeblikket at prøve at holde hovedet koldt.

Der er ingen oplagte singleudspil på Do. I stedet er det let genkendelige blevet erstattet med en dvælende, melankolsk stemning, der efter endt lytning får de halvt elektroniske, halvt akustiske numre til at blive hængende på kanten af ens bevidsthed, som om de i al deres diskrete elegance hvisker en noget, som man lige nøjagtigt ikke kan høre, og som tvinger en til stadig at høre efter, høre efter, høre efter…

Distributionsselskabet Dotshop.se skriver i deres pressemeddelelse, at man ikke kan sætte nogen genrebetegnelse på improgruppen Shanks musik. Personligt har jeg valgt at putte det, de seks berlinermusikere laver, i samme kasse som Amon Tobins jazzede electronica – på samme tid med at det hele måske er lidt mere eftertænksomt. Hvor den kasse hører hjemme? Lige i hjertekulen.