- Robert Smith stirrer sin egen dødelighed dybt i øjnene på The Cures første album i 16 år
- Aftenens hovednavn efterlod salen i tårer: Vi var på ambitiøs endagsfestival i København
- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
Moby
Når man er i gang med sit sjette album som solist må det kræve sin mælk (eller det der er stærkere), at undgå at arbejde på ren og skær rutine. Men amerikanske Moby er afholdsmand, og måske derfor er hans aktuelle album nummer seks en særdeles sløj omgang.
‘Last Night’ er mere orienteret mod dansemusikken end tilfældet var på det tre-stjernede ‘Hotel’ fra 2005. På papiret er det en kærkommen tur tilbage til techno-rødderne, men i praksis er den 42-årige New Yorker godt nok blevet tung at danse med, for albummet er fyldt med forhistorisk og fesen 90’er-dance.
Efter at han selv sang sidst, er han nu vendt tilbage til den succesrige stil fra de storsælgende albums omkring årtusindeskiftet, ‘Play’ og ’18’. Men mens det dengang var hipt, er det i dag hip som hap. Tempoet er sat lidt op, men ellers er det i det store hele en gumpetung gentagelse af den klassiske Moby-kombination af sfæriske synthesizer-temaer, enkel elektronik og sporadiske stumper af blues- og soulvokaler, tilsat klaverklimperi og et par gæsterappere her og der.
Derudover er det hele pakket ind i en nærmest kitschet 90’er-lyd, som er allerværst på ‘Everyday It’s 1989’, hvis titel siger det hele – et eurodance-nummer, som gode gamle Snap! ville have været stolte af at have lavet samme år. Men spørgsmålet er, hvad vi skal bruge det til i 2008? Eneste bud herfra er som opvarmning til en retroaften i selskab med den dårlige smag fra dengang. Og så alligevel – så hellere den ægte vare. Nogen der har nummeret til Dr. Alban?
Moby. 'Last Night'. Album. Mute/EMI.