Maribel

Forestil dig at My Bloody Valentine, Spacemen 3, The Velvet Underground og Primal Scream anno ‘Screamadelica’ mødes for at holde et brag af en fest indhyllet i frenetisk guitarstøj, bankende rødt lys og slørende tåger af tung røg. De norske debutanter i Maribel er lyden af de fantastiske tømmermænd ovenpå sådan en fest.

Bandet har heavypettet med de gode referencer. Ofte kan det ende i uinspireret plagiat, men på ‘Aesthetics’ lykkes den norske kvartet glimrende med at forvalte den forpligtende arv fra forbillederne. Maribels dronede og shoegazede rock’n’roll nærer også slægtskab med landsmændene i Serena-Maneesh, hvis ankermand Emil Nikolaisen da også har siddet bag pulten her.

Lyt bare til hvorledes åbningsnummeret ‘Euphoric Licks’ langsomt og sugende åbner sig og kulminerer med fremkomsten af de skrøbelige og drømmende kvindevokaler, der i nummerets begyndelse syntes totalt isoleret bag den skurrende og monotone støj. På ‘Ecstatic’ spiller bandet mere åbenlyst med de rendyrkede rock’n’roll-muskler, mens ‘Deflowers’ ikke ville have været helt malplaceret på en vis ‘Loveless’-plade. Maribel krydrer dog konstant lydbilledet med egne påfund, som for eksempel det overraskende skifte i det underliggende beat på ‘Flesh and Blood’ eller de melankolske klokkers klang på den meditative ‘Anaesthetic’.

På en halv time lykkes det kvartetten at tage lytteren på en svimlende rejse, og hvem har sagt, at det ikke er rart at feste med gode, gamle venner af og til?