Morcheeba

Downtempo og trip hop var ‘in’ i slut-90’erne. Morcheeba var blandt bannerførerne, men interessen for bandet falmede i takt med interessen for pæn cafémusik.

Samtidig efterlod sangerinden Skye Edwards’ exit brødrene Ross og Paul Godfrey uden den soul’ede popvokal, der var så vigtig for deres fælles trademarklyd. Godfrey-brødrene blev imidlertid sammen, Edwards er kommet tilbage, og Morcheeba anno 2010 er mere eller mindre lig Morcheeba anno 1998.

Formlen på deres dekante downtempo-pop er stadig ubegribeligt polerede produktioner af hiphop-agtige beats og alverdens kliché-samples plus Edwards behagelige vokal. Det, der har ændret sig, er verden omkring Morcheeba. Den lyd, der var frisk i 1998, lyder som en joke i 2010.

Instrumentalnumrene er de værste. Man fristes for eksempel til at tro, det er en joke, når et helt nummer som ‘Cut to the Bass’ drejes om en tåkrummende guitarsample og lidt let søndagsskole-scratch.

Edwards’ stemme er så flot, at vokalnumrene, der heldigvis udgør hovedparten af albummet, har mere relevans. Her skal man til gengæld trækkes med ligegyldige tekster og lommefilosofiske banaliteter som »there’s no such thing as a self made man / cause everyone needs a helping hand«.

Udover de fine, mere minimalistiske pophits ‘Crimson’ og ‘Even Though’, er der ikke meget mere at komme efter. Det er svært at sige, hvordan man kommer op og morgenen, når man vil så lidt.