Wavves

Nathan Williams aka. Wavves er fantastisk god til at opføre sig som et røvhul, hvilket publikum til den spanske festival Primavera fandt ud af, da Williams sidste sommer, på en cocktail af valium og ecstasy, saboterede sin egen koncert.

Den pludselige succes, som den unge Williams oplevede i de dage, var måske begyndt at stige ham lidt til hovedet, og man frygtede, at den talentfulde sangskriver var godt i gang med at ødelægge det hele for sig selv, nærmest inden det var begyndt. Så galt gik det heldigvis ikke.

Nu skriver vi 2010, og Wavves er på banen med sit tredje album, der igen indeholder masser af 60’er-nostalgisk og lo-fi-skrabet surferpunk. Albummet har selvfølgelig, fristes man til at sige, fået titlen ’King of the Beach’. Så meget for ydmyghed. Men altså, den slags selverkendende følelser er en by i Rusland, når det kommer til Wavves.

Her går rablende og ungdommeligt storhedsvanvid, der blandt andet udmønter sig i tongue-in-cheek-tekststykker som »to take on the world would be something«, hånd i hånd med simple syng-med-popmelodier, snotnæsede guitarriff, smadrede trommer, Phil Spector-samplinger og labert The Beach Boys-kor.

Det hele er mere fokuseret og bedre produceret, end det var tilfældet på de to første udgivelser. Bedre lyd, bedre sange og en Nathan Williams på toppen af sin karriere.