Langsyn

Måske er 2010 året, hvor dansk pigtråd får en renæssance. Tidligere på året havde vi fat i aalborgensiske Thee Attacks, og nu albumdebuterer Langsyn så med deres gennemskramlede dansksprogede beat.

Det er sikkert sagt før, men for lige at få det med her også: Frontmand Peter Butzback Larsen lyder sgu med sine viltre lyriske krøller og Dylan’sk drævende stemmebånd, som var han i virkeligheden Steppeulvenes salige Eik Skaløe, genopstanden fra graven og atter knugende mikrofonen! Bandet bag ham swinger tilsvarende sejt og skødesløst, hvilket måske kan attributeres til, at alt er nedfældet til bånd live i studiet med den allestedsnærværende Morten Bue som lydsmed.

Langsyn er skamløst tilbageskuende i deres udtryk, som afrundes af intertekstuelle referencer til, da J.F.K. blev myrdet, sort/hvide fjernsyn og endda hilsner til de sidste 40 års rockhelte på åbneren ‘Dead rnr is on my street’.

Pastiche, kan man tænke for sig selv, men man slår hurtigt unoderne ud af hovedet, når man hører, at sangene holder så høj popklasse som den spritterslingrende ‘Ingen finder nogensinde frem’ og ‘Chancefart’ med det herligt indlysende refræn »Solen skinner, og det virker!«. Selvfølgelig! ‘Baby kom hjem’ og ‘Håb’ står for albummets ømskindede bug, og også disse følsomme balladestunder klarer bandet glimrende.

Helheden er en udmærket førstegangsfødsel med plads til småforbedringer. Det er et sammenspillet album på godt og ondt. Instrumenteringen er meget homogen hele vejen igennem, og til den oplagte opfølger foreslår undertegnede ydmygt mere legesyge og variation oveni det eksemplarisk solide sanghåndværk. Kort sagt kunne syretrippet godt være nogle milligram vildere.